Det var den attitude, jeg gerne ville have, da jeg blev diagnosticeret med ”skizotypisk sindslidelse”. En læge illustrerede det ved at tegne en vandret streg på et stykke papir. I højre ende stod der ”skizofren” og i venstre ende ”normal”. I midten skrev han ”skizotypisk”. Jeg blev placeret på venstre side, lige bag ”skizotypisk”. ”Hvad vil det sige?”, spurgte jeg. ”En mild form for skizotypisk sindslidelse”, lød svaret.
Bum – så fik jeg en tung diagnose
Men det er ikke den første diagnose, jeg har fået stillet, så hvorfor føles denne som et slag i ansigtet? Jeg er tidligere blevet diagnosticeret med depression og social angst – hvorfor føles disse så ikke nær så alvorlige som at befinde sig på det skizofrene spektrum? Især i forhold til depression, som kan være livstruende i form af selvmordstanker. Men da statistikkerne viser, at alle potentielt set kan få en depression i en periode i deres liv, enten ved at opleve noget traumatisk eller blot – tilfældigt – ved at trække en nitte i livets ubarmhjertige lotteri, så er der altså ikke noget unormalt i det. Desuden bliver ordet ”deprimerende” misbrugt i hverdagen, bl.a. hvis vejret er skidt eller ostemaden faldt på gulvet, det har ganske simpelt erstattet ”surt” eller ”trist”.
Skizotypisk – på med spændetrøjen og ind i gummicellen
Hvad så med social angst? Det er der også mange, der lider af. Selv normale mennesker kan have symptomer, der minder om social angst, f.eks. ved at have en introvert personlighed. Endvidere kan det jo overvindes, ligesom de fleste andre typer angst. Kognitiv terapi er en måde, hvorpå patienten langsomt kan overvinde sin frygt ved at kaste sig ud i diverse angstprovokerende udfordringer, som i sidste ende skal overbevise patienten om, at angsten er irrationel.
”Skizotypisk” er noget, der skiller sig ud, da det lægger sig opad ”skizofren”, som i værste fald kan være livshæmmende. Udover det, så fremavler ordet fordomme på baggrund af uvidenhed, som er opstået gennem portrætteringer af sygdommen i film og medier. Selv samme uvidenhed gik jeg rundt med, indtil jeg selv blev diagnosticeret med skizofrens ”lillebror”.
Husk nu – du er elsket og ikke alene
Skal man så holde sin diagnose for sig selv? Det har jeg ikke gjort. Min chef på min arbejdsplads ved det, fordi vi har tillid til hinanden og resultatet af dette: Hun kender til mine begrænsninger og giver mig støtte.
Jeg synes ikke, at man skal holde det for sig selv. Du ved ikke, hvordan folk reagerer. Lider du af depression, social angst eller skizotypi, så vil du automatisk tænke negative tanker. Men sandheden er, at mange gerne vil støtte dig og være der for dig. Holder de af dig, så ser de forbi din(e) diagnose(r).Dem der ikke gør – dem der sletter dig fra Facebook og cutter kontakten, er ikke din tid værd.
Du skal koncentrere dig om dem, der gerne vil dig – selv dem du har forsømt i et år, fordi du bare ikke kan overskue mennesker. Du tænker måske, ”Der er ikke nogen, der holder af mig.” Men tro mig, der er mennesker, der holder af dig. Især dem, der viser dig endnu mere forståelse, når du har afsløret din hemmelighed. Hvis du fortæller det, så vil dine venner, bekendte og familie også forstå, hvorfor du ikke svarer på deres beskeder eller vil ses med dem.
Ikke kun det, men det kan være, at du vil opleve, at der er andre, der har det svært. Måske er der én eller flere med en diagnose, som du nu har givet personen anledning til at åbne op for. Således fandt jeg ud af, at en bekendt er paranoid skizofren, en anden har ADHD og en tredje har OCD. Vær ikke bange for negative udfald af at være psykisk sårbar. Det behøver ikke at være din nye identitet. Der er flere dage, hvor jeg ikke kan vænne mig til tanken om, at jeg er syg. Men jeg er nødt til at tænke: Deal with it! Accepter det, kom videre og vær klar til at modtage hjælp.