fbpx

Login

Drop fordommene og få nogle fede oplevelser!

Dengang jeg fik på HF, var jeg det, man kalder et metal-hoved. Jeg lyttede KUN til metal og gik i sort tøj, band T-shirts og gotisk tøj. Jeg havde en idé om, at jeg ikke kunne bruge andre mennesker i mit liv, hvis ikke de også lyttede til metal.
Det er måske ikke en decideret fordom omkring andre specifikke personer, men det er en fordom om, hvad det at høre metal betyder for ens personlighed. Jeg var nemlig overbevist om, at folk, der hørte metal, var folk, der også har haft det svært på det ene eller andet tidspunkt i deres liv, og derfor ville vi have noget til fælles.

I slutningen af min HF tid var jeg med til en fest med klassen, og jeg havde fra start af ikke regnet med, at jeg ville komme til at have det specielt sjovt, for ingen af dem hørte jo metal. Men jeg tog grueligt fejl! Det er til dags dato stadig en af de sjoveste fester, jeg har været med til, og det fik mig til at indse, hvor meget jeg havde misset ved at lukke mig selv ude af fællesskabet. Fra den dag af besluttede jeg mig for, at det ikke er vigtigt, hvad andre mennesker hører af musik, men at det er vigtigt, at man kan have det sjovt sammen uanset smag.

Jeg tog en beslutning om at være en aktiv del i de kommende fællesskaber, jeg måtte møde, så jeg ikke igen lod min egen smag/fordom være skyld i, at jeg gik glip af en masse fede oplevelser med en masse fede mennesker.

Nogle gange har man fordomme om mennesker, og i sidste ende er det eneste de kan bruges til at hindre én i at lære nye folk at kende. Selvfølgelig kan en fordom også nogle gange passe, men man finder først ud af det, når man giver folk en chance. Og hvad er det værste, der kan ske?

Det er en naturlig ting at have fordomme om andre folk, men du vælger selv om du vil lytte til dine fordomme om andre mennesker, eller om du vil give dem en chance for at vise, at din fordom tager fejl.