For et par dage siden, til Sindets Dag, så jeg ”Det store Depressionsshow” af Mads Holm og Ane Høngsberg. ”Det Store Depressionsshow” er stand-up om alle de tabuer, der er om depression, og at vi skal lære at grine af tabuet – tale om det, og derved nedbryde det. Det var enormt interessant, sjovt og tåkrummende.
Hvorfor er det så svært at tale om depression?
”Det Store Depressionsshow” er opdelt i to dele – Mads’ del handler om hans depression, hvilke udfordringer han har, og hvordan hans venner reagerer på hans sårbarhed. Anes del handler om at være pårørende. Jeg kunne især forholde mig til hendes del af showet, hvor nogle helt centrale spørgsmål bliver stillet. De to vigtigste for mig er:
Hvor lang tid vil det tage at komme ud på den anden side?
Vil personen med depressionen stadig være den samme, når de er ude på den anden side?
Det er svært at tale om depression, fordi der ikke er nogle svar på disse spørgsmål. Jeg har svært ved at være pårørende, fordi jeg vil det bedste for den depressionsramte. Som Ane forklarede i sin del af showet, prøvede hun at komme med hints til hendes kæreste om, at han havde depression. Intet virkede dog efter hensigten. Kun tid virker.
Det andet spørgsmål, gør mig især usikker. Min egen kæreste har svære perioder. Jeg er bange for, at jeg en dag ikke kan genkende ham og se den person, jeg blev forelsket i. Han har allerede ændret sig meget. Jeg er begyndt at tvivle, når han har svært ved at kæmpe for os.
Jeg kan kun anbefale at se ”Det Store Depressionsshow”, selvom det virkelig kan være hårdt at grine af noget så slemt som selvmord, men det gør det lettere at tale om bagefter. Det har sat nogle store tanker i gang hos mig, og jeg har også indset, at jeg bruger nogle er de samme forkerte teknikker overfor min kæreste, som Ane brugte over sin.