Jeg er storesøster til verdens allerdejligste (og nogle gange mest irreterende) lillebror. Eller faktisk er vi det man kalder pseudotvillinger, da vi begge er født indenfor et 14 mdr. mellemrum. Men anywho! Min bror blev i 2014/15 indlagt på psykiatrisk afdeling, og fik diagnosen paranoia skizofren. Der var han 16-17 år.

Det kom lidt ud af det blå, for os alle i familien. Året før han fik diagnosen, havde jeg været på udvekslings-ophold i USA, så måske allerede der var der nogle faktorer, der begyndt at spille ind, eller måske havde de været der hele hans liv? Det er noget man nok aldrig kommer til at kunne sætte fingeren på. Man kan gruble længe over hvad der mon trickede det, hvorfor det lige ramte ham, og særligt tænkte jeg … “har det noget med mig at gøre, har jeg gjort noget?”

De er alle tunge tanker at bære rundt på, men de værste tanker er dem, hvor man pludselig selv bliver en negativ faktor, for en man elsker.

Jeg vil lige sige at min bror er en af de sejeste mennesker, jeg kender, og for at være helt ærlig, så er den der diagnose rigtig tit noget jeg glemmer han har. Han er altså helt “normal”, og jeg kan ikke tænke på noget i livet han er gået glip af, på grund af hans diagnose. Og med det i baghovedet, vil jeg gerne flytte fokus til den “diagnose” der kommer med, når man er pårørende til en med en psykisk lidelse.

De tanker jeg fik (med min brors diagnose), var rigtige onde mod mig selv, og når jeg kigger tilbage, også rigtige irrationelle. Jeg kunne tro, at det var min skyld, at han havde fået det dårligt, fordi jeg ikke var der for ham, eller at det var fordi vi i vores “unge dage” havde kunne blive så sure på hinanden, eller … eller … eller … De kunne ramle som et helt skybrud af skyldfølelse, og jeg følte mig tit så hjælpeløs, fordi hvad kunne jeg gøre?

Jeg prøvede så en gang at tage med min mor og far til sådan et info-møde-for-skizofren-pårørende, og det var det værste lort nogensinde. Men også det bedste. Se, de der stod og snakkede var læger/sygeplejerske. Derfor blev der snakket om, hvad der faktisk foregik i hjernen og hvad det reelt var for noget, rent biologisk og videnskabeligt. Men alle de spørgsmål forældrene (og mig som den eneste søskende i lokalet) havde var emotionelle og etiske betonet. “hvornår bliver han rask igen” var der en mor der spurgte ud i rummet. NO JOKE! Hun spurgte, hvornår det var overstået, som om det var en slags influenza, han bare skulle komme over, og det kan det da også være at det var det, hvis hendes søn nu kom ud af det igen. Men det var ihvertfald ikke noget hun skulle leve med, det var noget hun skulle leve rundt om, indtil hun igen fik sin søn. Ej, hvor kunne det fordrag godt lige havde brugt en psykolog eller pædagog til at formidle, hvad det vil sige at være skizofren, eller faktisk mest af alt, hvad det vil sige at være pårørende.

Hele det fordrag sidder stadig rigtig tydeligt i mine minder, fordi jeg bare syntes det var så forkert opstillet, der var ikke rigtig nogen, der blev mødt i deres undren over, hvad det vil sige at være skizofreni pårørende, fremfor biologisk værge til ens afkom med en hjerne mal-function. Men noget fik jeg ud af det! Fordi mange af os sad alligevel med de samme tanker om, hvordan livet/hverdagen nu skulle være. Skal man passe på, kan man forbygge, skal man spørge mere indtil… osv. Og der blev jeg bare ved med at tænke, at det godt nok også må være noget af en opgave både at få en diagnose, og så yderligere instruere sin familie i at agere “normalt” igen. Og der klikkede det for mig, hvis det bare er at vi alle skal agere normalt igen, så er det jo ingen som helst skyld.

Det var kickstartet til min emotionelle udrensning af skyldfølelsen, og tro mig det tog mange år (og det kan stadig poppe op, fra tid til anden). Det er på ingen måde min skyld at min bror blev paranoia skizofren. Jeg kan være der for ham, men jeg skal også være der for mig selv, og hvad end fortiden er, er den kun fremtiden der kan ændres ved.

Og med den historie i baghovedet, håber jeg at du kan tage et eller andet med dig videre. Hvad end det er, så tak for at du læste med 🙂

 

 

 

Har du brug for en at chatte med? I chatten og mentorsamtalen sidder vi klar til at hjælpe dig hjælpe dig.

Find en at snakke med her

Esromgade 15, 3 - 2200 København N
kontakt@ungtilung.com

Er du mellem 16 - 35 år!Vil du hjælpe os med at blive bedre ved at svare på 4 spørgsmål?

Her hos UngTilUng arbejder vi hele tiden på at blive bedre til at hjælpe unge, derfor er din feedback meget værdsat.

Klik på linket her og besvar de 5 spørgsmål

På forhånd tak UngTilUng teamet!

WP Feedback

Dive straight into the feedback!
Login below and you can start commenting using your own user instantly