fbpx

Login

Deling af nøgenbilleder

Deling af nøgenbilleder sker på daglig basis, og for nogle er det en naturlig del af deres relation til andre. Det er okay ikke at have lyst, og man skal ikke føle sig presset.

Langt de fleste har prøvet at sende eller modtage et nøgenbillede, eller i hvert fald et billede der viser visse dele af den mandlige eller kvindelige anatomi. For nogle er det en helt normal ting at gøre, mens andre ser det som grænseoverskridende.

 

Hvad siger lovgivningen?

I mange tilfælde er det faktisk ulovligt at modtage, kopiere og videresende nøgenbilleder, især når det drejer sig om personer under 18 år. Men der er også nogle tilfælde, hvor det er lovligt. Her får du lige de vigtigste ting, du skal kende.

Samtykke – Du skal altid, og jeg gentager, altid have samtykke til at dele nøgenbilleder af andre. Samtykket skal være tydeligt, og det skal være sket frivilligt. Dette samtykke gælder faktisk også, hvis du ’bare’ har billeder til at ligge på din egen computer eller telefon. Og så må du kun have dem liggende så længe modparten synes, det er i orden. Er det eksempelvis billeder af en kæreste, så er det ikke sikkert, han eller hun synes, det er fedt, du fortsat har dem, hvis I slår op. Her skal du så slette dem, ellers bliver det strafbart.

Måske har du prøvet at have en flirt, hvor du har haft en samtale kørende. Det er forholdsvis let i dag med alle de datingapps, der findes. Måske har du prøvet helt uforvarende at modtage et ‘dickpic’ eller, hvis du er dreng/mand, et billede af en pige/kvindes intime dele. Dette er faktisk ulovligt, da det er en måde at krænke en andens blufærdighed på. Det er helt okay at sige fra over for sådan noget.

 

Gode råd til dig

  • Hvis du er i en position, hvor du gerne vil dele nøgenbilleder eller intime billeder af dig selv til en kæreste, en flirt eller andet, og du vil sikre dig selv, så gør det via sider, hvor du er anonym eller hvor billedet ikke bliver for evigt. Snapchat er et godt eksempel på en app, hvor billeder forsvinder hurtigt. Det er selvfølgelig muligt, at modtageren tager et screenshot, men det får du faktisk at vide, hvis det sker. Og så kan du tage snakken om, hvorfor han eller hun gjorde det, og hvad du synes om det. Det er vigtigt, at du lægger alle kortene på bordet, hvis du er utilfreds eller ikke bryder dig om noget.

 

  • Du kan måske sidde med tanken om, at ’alle jo gør det’, så det må jeg nok også hellere. Det er forkert. Du skal gøre det, du har lyst til. Bare fordi dine venner eller veninder deler nøgenbilleder og intime billeder af dem selv til en kæreste, en flirt eller andet, så betyder det ikke, at du skal gå i samme fodspor. Vi har alle forskellige niveauer af blufærdighed, og dem skal vi ikke overskride, for i sidste ende ender det mange gange med, at vi fortryder det.

 

  • Hvis du er i en relation med en anden, der har det fint med at sende billeder af sig selv, uanset om det er billeder ,hvor du kan genkende personen eller om det er uden ansigt, så kan du måske føle dig presset til at sende tilbage. Det behøver du slet ikke! Fortæl ærligt til personen, at du finder det grænseoverskridende, hvis du skal sende sådanne billeder af dig selv. Måske har du ikke noget imod at modtage, men kan ikke lide tanken om at sende. Vi er alle forskellige, og i langt de fleste tilfælde vil personen forstå det. Dør relationen herefter, så var det nok ikke det rigtige alligevel.

 

Du skal altid have det godt med det, du sender og modtager. Det er okay at sige fra. Og har du tidligere delt noget, som du gerne vil have slettet, så sig det til personen. Mind dem eventuelt om, at det er strafbart, at de beholder billederne, når du tilbagetrækker dit samtykke. Husk også at tale med nogen om det, hvis det går dig på. Man skal aldrig gå alene med sådanne bekymringer.