Akklimatisering.
På mit studie svingede min præsentation meget. Jeg løj hele tiden og aflyste aftaler. Men at lyve er generelt dårligt, fordi løgnen nedbryder troen på ordet- og vi må jo alle tale for at kunne leve sammen. Men af og til kan det være nyttigt – eller frugtbart at lyve for opnå et eller andet i det små. Eller gøre en tjeneste ved at lyve. Men forestillingen om at tage væk, så man kan gøre, hvad man vil, er der mange, der har, men den holder ikke. Jeg er sikker på, jeg vil have fundet ud af, at det der overfokus på, at individet kan gøre, hvad det vil, det er en stor, fed løgn. Det indser man, når man begynder at finde ud af, hvor meget ens egen historie trækker spor i næsten alt, hvad man foretager sig. Og der fandt jeg ud af i konfrontationen med ængsteligheden, at den kun bliver farlig, når man forsøger at undgå den. Jeg gav mig nemlig ikke selv lov til at være trist eller ked af det, og det gjorde, at jeg ikke var særlig modig med mine følelser.
Men i dag er de ting jo halvdelen af mig selv. Der er ingen mennesker, der bliver syge af at være frie, eller at der er forventninger. Man bliver syg af den uoverensstemmelse, der er mellem at få at vide, at du kan gøre, hvad du vil, og i realiteten at skulle leve op til alt muligt, der er skrevet i småt, som man ikke selv har valgt. Det bliver man syg af. Jo bedre vi bliver til at handle, desto mere får vi derfor ud af vores frihed og oplevelsen af at føle os hjemme vores egen krop og have den indre tryghed og tillid til sig selv. Men samtidig som forfatteren Rune T. Kidde engang sagde: Man er selvfølgelig ikke fri, hvis man er bundet med de forkerte bånd, men heller ikke, hvis man slet ikke er bundet af menneskelige bånd og forpligtelser. Og det har været befriende at opdage i dag. Negativ psykologi vil sige: øv, hvor vejret trist og dårligt. Positiv psykologi: Husk at den strålende sol skinner bag de grå skyer! Realistisk psykologi: Og bag strålende sol venter et uendeligt, mørkt, koldt og dødt univers. Det er din egen selv-positionering, der afgør den næste dag for dig.
For mig handler det ikke om: du kan, hvad du vil, men mere: Du er meget mere end det, du er nu. For mig er det en besindelse af, hvad det vil sige at være et menneske. Men samtidig som Kidde vil sige, at alt er heller op til en selv med de bånd, man er bundet af.
Men i dag er det med våde øjenkroge og stort vemod, at jeg skriver dette blogindlæg til dig, der sidder derude, det er et af de hårdeste kapitler i min livshistorie, som snart lakker mod forsoning og giver plads til et nyt. Både afskeden med min moster og min mors kusine og så min mors tilstand skaber et stort stor vemod, især når det er nogle man holder rigtig meget af. Hver især ville de ting have været til at klare, og måske et par ting oven i hinanden. Men hele pakken på så kort tid har været tung. Som person kan jeg generelt klare en del, men jeg kan alligevel mærke, at jeg ikke er den, jeg plejede at være. En tid hvor jeg var en skygge af mig selv. Mere skråsikker end normalt, mere optaget af at opnå andres anerkendelse, at det gav afkald på mig selv
For mig har krisen været en anledning til at tage mit liv op til revision. Jeg har opdaget de sande værdier, og nået til en dybere forståelse af mig selv og hvad livet nu skal bruges til. Den sandhed jeg kom frem til er, at du hurtig akklimatiserer. Ligesom den hollandske Rugter Bregman skriver i sin bog ’Humankind’ så får katastrofer generelt det bedste frem i mennesker. Vi er biologisk set og psykologisk set født til at lære, lege og knytte os til hinanden. Min nærmere tolkning er lidt mere ligesom at hoppe ned i iskoldt vand. Du ved, det er iskoldt, og du er selv tør. Du ved, det kommer til at ryste hele dit system. Det er nødvendigvis ikke rart, men du kommer op igen på land, og akklimatiserer hurtigt. I dag og det næste stykke tid skal du huske på. Vi har jo et uendeligt antal potentialer, vi kan ikke være dem alle sammen, men vi er mere end det, vi er lige nu. Og især: Vi er mere end det, vi selv kan se.