Jeg er vokset op med ADD, og har først fået konstateret det som 19-årig. Nu lever jeg en hverdag, hvor jeg skal tage medicin hver evig eneste dag. ADD er for mange svært at forstå ligesom alle andre psykiske sygdomme. Der er mange forskellige meninger omkring ADHD/ADD og efter at have læst en masse artikler om det, ved jeg endnu ikke, hvad min mening omkring det er.
For dem, som endnu ikke ved hvad ADD er, så er det stort set det samme som ADHD. Forskellen er, at dem med ADHD har en ydre uro, som betyder, at de f.eks ikke kan sidde stille. ADD er mere en indre uro, hvor man ikke rigtig kan finde ro i sig selv. Tankerne kører rundt dag og nat, og der tænkes over hver en lille ting. Man er mere stille og kan nemt virke indadvendt. Det er dog ikke alle, der er sådan. Selv er jeg meget udadvendt. Mennesker som har ADHD eller ADD har nemmere ved at få en depression. Det skete også for mig.
Da jeg fik diagnosen
Det har været svært at vokse op med sygdommen, da jeg ofte har følt mig alene.
Sygdommen har rigtig mange fælles symptomer med depressionen. Efter jeg blev erklæret rask fra depressionen, var jeg bange for, at jeg altid ville have depressionstegnene.
Men efter en masse pårørende havde konfronteret mig med, om jeg havde ADHD/ADD, så tænkte jeg, at jeg ville få det tjekket. Min psykiater var slet ikke i tvivl om, at det var det, jeg havde. Følelsen af at få af vide at jeg var psykisk syg og skulle leve med dette resten af livet, gjorde mig rigtig ked af det. Det er svært at se det i øjnene. Jeg skal tage medicin hver dag resten af mit liv.
Min snak med psykiateren tog 3 timer, og efter samtalen var jeg virkelig kørt træt. Jeg havde en masse ting, som jeg skulle have tænkt over. Dagen efter skulle jeg ned og købe medicinen.
Den rigtige medicin
Det at finde den rigtige medicin kan være rigtig svært. Jeg fik noget, som jeg reagerede rigtig træls på. Jeg var ked af det hver dag. Blev i min seng og havde ikke lyst til at ses med nogle af mine venner. Jeg holdt faktisk hele verden ude, ligesom dengang jeg havde min depression. Det hjalp mig utroligt meget at snakke med min mor og min kæreste om det.
Jeg har stadig svært ved at forstå, at dette er en sygdom, som jeg skal leve med resten af livet. Men der er ikke andet at gøre end at acceptere det. Der er så mange ting, som jeg ville ønske, jeg kunne, men som jeg desværre bare ikke har overskud til. Men det er bare noget, som man skal arbejde med. Jeg bliver ved med at arbejde med mig selv, og ved I hvad? Så længe, at man prøver og er stærk, så lykkedes det en dag. Giv aldrig op. En dag kommer det hele til at lykkedes.