fbpx

Login

At have en kæreste efter en voldtægt

Nogen af pigerne undgik fuldstændig drenge og sex, mens andre hoppede i kanen med masser af drenge, men undgik seriøse forhold, fordi de havde svært ved at knytte følelser og sex sammen.
Tiden efter en voldtægt er altid hård. Tit forstår jeg ikke, hvad det præcist skete og hvorfor det lige skulle ske for mig. Men det gjorde det. Jeg blev voldtaget, da jeg stadig var en lille pige. Den efterfølgende tid er lidt uklar for mig, og minder mig mest af alt om en dårlig film. Det er efterhånden mange år siden det skete, men det sidder stadig dybt i mig, og jeg tror desværre aldrig det stopper. Heldigvis bliver smerten mindre og mindre for hver dag, der går. Men selvom psyken har fået det bedre, så husker kroppen og ubevidstheden desværre stadig.

Dette blogindlæg skal handle om, hvordan det er at have en kæreste efter en voldtægt. Jeg ved det er meget forskelligt, hvordan kvindelige voldtægtsofre takler drenge, kærlighed og sex. Jeg kender efterhånden en del piger igennem terapigruppen Sig Det Bare, som er en terapigruppe for børn og unge, der er blevet seksuelt misbrugt. I gruppen talte vi meget om de emner, da  det ofte er noget af det sværeste for os at have et normalt forhold til. Nogen af pigerne undgik fuldstændig drenge og sex, mens andre hoppede i kanen med masser af drenge, men undgik seriøse forhold, fordi de havde svært ved at knytte følelser og sex sammen.

At have sex
Jeg har efter voldtægten haft flere seriøse forhold, hvor jeg har dyrket sex med mine kærester. Men det har ikke været let. For mit vedkommende faldt det mig meget naturligt at dyrke sex med mine kærester. Jeg havde lyst ligesom de fleste piger i den alder. Så det var ikke selve tanken om at være sammen med en dreng, der var hårdt for mig. Det var selve akten, hvor alt gik galt. Efter at have haft sex i nogle minutter fik jeg det ofte dårligt og blev bange og ked af det. Min krop mente åbenbart ikke, at sex skulle nydes, men derimod skulle det undgås. Jeg blev som regel nødt til at stoppe under samlejet, fordi jeg fik kvalme. Det skete også flere gange, at jeg kastede op efter sex primært fordi jeg ikke kunne eller kan fordrage sæd. Det giver mig rigtige dårlige minder. Desuden gjorde det altid ondt at have sex, hvilket også gjorde det ubehageligt.

At være alene
Noget andet, der virkelig kan trigge mig er at være alene. Jeg tror måske de fleste piger kender følelsen af at gå alene igennem en mørk park. Det er ikke særlig sjovt. Jeg har virkelig svært ved det. Jeg bilder mig ind, at der ligger en og venter på mig. At jeg bliver udsat for overgreb igen. Det var særligt hårdt da jeg arbejdede på en bar i byen. Der kom tit nogle specielle mænd, og nogle gange frygtede jeg, at de kunne finde på at vente at jeg skulle hjem.

At hade livet
De fleste dage jeg har, er gode. Jeg prøver virkelig at være positiv og nyde livet fuldt ud. Alligevel har jeg dage, hvor jeg hader livet og mig selv, ja faktisk alt. Jeg har bare brug for at græde og have ondt af mig selv. Jeg har brug for at nogle forstår, hvor ondt det gør, det som jeg har været udsat for.

Min kæreste
Jeg er hård at være kæreste med, det ved jeg. Jeg kræver meget, både fordi jeg er utrolig perfektionistisk, men primært fordi jeg har oplevet nogle hårde ting. Det kan være utroligt svært for andre at forstå, hvordan man har det efter en voldtægt. Det ene sekund vil jeg måske holdes om og passes på af min kæreste, og det næste sekund må han slet ikke røre min krop, fordi det bringer dårlige minder frem. Andre gange må vi stoppe imens vi har sex, fordi jeg ikke bryder mig om det. Det kan være svært for ham at forstå, hvorfor jeg lige pludselig vil stoppe eller hvorfor jeg har noget imod hans sæd. Nogle gange synes han også det er åndssvagt, hvorfor jeg ikke kan gå alene hjem fra byen om natten. Ligesom det kan være svært at forholde sig til, at en pige, der jo egentlig har et fantastisk dejligt liv med en skøn familie, venner, kæreste etc. kan være så ked af det og gøre underlige ting.
Jeg tror det er rigtig hårdt at have en kæreste ligesom mig, men han klarer det så flot. Til trods for, at det nogle gange kan være svært for ham at forstå, hvad der foregår inde i mit lille hoved, så prøver han at være der for mig så godt han kan. Og han skal ikke være i tvivl om, at jeg værdsætter alt det han gør for mig.

Hvad kan man gøre?
Står man overfor nogle af de samme problemstillinger som jeg har gjort og gør, vil jeg give mit bud på, hvad man kan gøre for at overvinde dem.
Med hensyn til sex er det meget vigtigt at lytte til sig selv og sin krop. Har du en partner, som du er tryg ved kan I sammen prøve at finde ud af, hvad du har lyst til med ham eller hende. Det skal være på dine præmisser .
Har du ligesom jeg et anstrengt forhold til sæd, så kan I bruge kondom. Det gjorde det lidt lettere for mig.
Tal om det. Det er utrolig vigtigt, at du fortæller din partner om din situation, så vedkommende har en mulighed for at forstå dig.
Hjælper dette stadig ikke og har du fx smerter ved samlejet, så vil jeg råde dig til at opsøge en sexolog. Jeg har ikke selv prøvet det, men jeg ved at de kan hjælpe dig med at lære at nyde at have sex og undgå smerter.
Til trods for, at det nogle gange kan være et irritationsmoment for min kæreste, så følger han mig stadig hjem fra byen og sørger for at jeg ikke skal gå alene, når der er mørkt. Det lyder måske hårdt, men sådan er det at være kærester med mig. Han har nogle andre laster. Sådan er det i et forhold. Hvis ikke han har mulighed for at hjælpe mig i disse situationer, så får jeg hjælp af familie og venner. Jeg føler ikke, at jeg har brug for at kunne gå alene om natten og derfor arbejder jeg heller ikke på at turde det. I stedet prøver jeg at undgå sådanne situationer.
Til gengæld prøver jeg at arbejde med mit humør. Jeg prøver at tænke positivt og være glad for de små ting i livet. Men jeg har mine dage, hvor jeg er træt af det hele. Nogle gange prøver jeg at forklare, hvad der foregår inde i mit hoved, men tit orker jeg det ikke. Det er nok en af de ting, som jeg ikke er så god til. Men jeg tror det er vigtigt at tale med sine nærmeste om de tanker man har.
Til sidst vil jeg sige til dig, der har været udsat for overgreb husk det er #aldrigdinskyld og lad også din partner vide det.