fbpx

Bloggen

At gå i gymnasiet med præstationsangst

Gymnasiet er en stressende tid for de fleste, og det bliver en anelse sværere at tage en uddannelse, der ikke bare presser en fagligt, men også socialt, når man går og har angst oven i det hele. 

Da jeg gik i gymnasiet, var det aldrig det faglige, der var den største udfordring – det var at gå på gangene og have en tung sten i maven hele tiden, for jeg følte det som om, at jeg havde en hemmelighed.

Min mor havde fortalt min kontaktlærer på efterskolen, at jeg havde en depression, da jeg startede, og jeg havde lært fra den oplevelse, at man altid kan få hjælp og støtte, hvis man tør åbne sig. Derfor besluttede jeg mig for at gå til min studievejleder, og gøre opmærksom på at jeg havde præstationsangst. Hun sagde, at jeg altid kunne komme op og tale med hende på hendes kontor, og hun rådede mig til at fortælle mine lærer om det, hvis det blev relevant, ift at være forsinket med mine afleveringer eller lignende. Ud over det, skulle jeg huske at jeg havde fået nogle gode og loyale venner på skolen, som jeg altid kunne tale med.

Allerede her fik jeg et frirum til at gøre tingene på min måde. Have angst i en skolesammenhæng, sige til mig selv, at det var okay at skippe et morgenmodul eller bede om at få en aflevering udskudt pga. et angstanfald.

Jeg valgte at fokusere på, at jeg skulle gøre mit bedste i de givne omstændigheder. Jeg lovede mig selv at tænke, at det er okay ikke at få 12 i den kemirapport, du har skrevet under en tudetur. Jeg lærte mig selv at tænke, at det ikke var mig der var noget galt med, men at angst er den mest udbredte psykiske last i disse år, og derfor var det præstationskulturen, der var noget galt med. Derfor var jeg hverken alene, eller skyldig i mine egne problemer – jeg kunne aktivt gøre min hverdag bedre, og mindre præget af angst.

Jeg begyndte for alvor at række ud efter vennerne, og fandt ud af at jeg var langt fra den eneste der følte præstationspresset i gymnasiet. Jeg fortalte dem at jeg havde angst, og nogle af dem fortale mig at de også havde angst, de andre var forstående. 
Jeg var aldrig hende med angst, som jeg havde frygtet at være. Nu var jeg sjove, seje, sociale Nicoline – der tilfældigvis også havde angst. Tre år senere kom huen på hovedet, og jeg er så stolt af mig selv!

Relaterede artikler

Min angst og jeg

Jeg har i mange år af mit liv levet en hverdag, hvor min faste følgesvend var min angst. Efter en beslutning om, at der skulle ske en forandring kontaktede jeg min læge, hvilket har betydet, at jeg i dag har min angst så meget under kontrol, at den ikke længere styrer min hverdag. Du kan her læse om min historie med angst og kampen mod den.

Angst – overlevelse

Jeg var 16 år, da jeg fandt ud af, at jeg havde angst. Jeg troede, jeg havde OCD, men det viste sig at være angsten, der bl.a. viste sig i form af tvangshandlinger. Mine forældre blev skilt, og jeg følte mig hjælpeløs. Derfor fandt mit hoved på, at hvis jeg gjorde bestemte ting på den helt ”rigtige” måde, fik jeg kontrol. Selvom det slet ikke var tilfældet. Faktisk hæmmede det mig og min evne til at fungere. Jeg blev mere handlingslammet, da jeg ikke kunne fokusere på noget som helst, før jeg havde udført disse tvangshandlinger. Jeg havde ikke nogen mulighed for at nyde livet, jeg skulle bare overleve én dag ad gangen.

Svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.