fbpx

Login

Kropsidealer i de sociale mediers tid

Sociale medier er hjørnestenen af ungdomslivet i dag - ikke alene kommunikerer vi gennem diverse apps, men det er også her vi indsamler viden, inspiration og ikke mindst normer. De billeder vi ser, skaber rammen for vores forestilling af, hvordan et liv, en krop eller et forhold skal se ud.

Sociale medier er hjørnestenen af ungdomslivet i dag – ikke alene kommunikerer vi gennem diverse apps, men det er også her vi indsamler viden, inspiration og ikke mindst normer. De billeder vi ser, skaber rammen for vores forestilling af, hvordan et liv, en krop eller et forhold skal se ud. I takt med normaliseringen af plastikkirurgi, Kim Kardashians popularitet og et faktum som at anabolske steroider ikke er ulovlige i USA, er det gængse kropsideal efterhånden blevet forvrænget til et punkt, hvor ingen længere fødes med, eller naturligt kan opnå den perfekte krop.

Man glemmer, at de sociale medier ikke altid gengiver virkeligheden. Det er vinkler, filtre, diverse apps og meget andet, der hjælper disse mennesker, med at fremstå som de gør, men virkeligheden kan sagtens være en ganske anden. Man skal passe på med at lade sig rive med af de manipulerede billeder og fortabe sig i sine egne mangler, for på den måde at stirre sig blind på et kropsideal, som de fleste af naturlige årsager aldrig vil kunne opnå. Prøv i stedet at skabe og fastholde dit eget kropsideal!

Vær realistisk
Vi er alle sammen udstyret med forskellige udgangspunkter. Nogle er høje og andre lave. Nogle er spinkle og andre er mere kraftige af statur. Nogen kan ikke tage på og andre er naturligt rundere i kanten. Det er nemt at se skønheden i det de andre har, men hvis man er høj og tynd, så er der langt til drømmen om de bløde kurver eller brede skuldre. Lær i stedet at se på det, som andre misunder dig – de lange ben, den slanke statur eller højden. Selvom din krop ikke er alt du selv drømmer om, så vil du altid have noget, som er præcis hvad andre drømmer om.

Sund fremfor tynd
Fokuser på sundhed fremfor udseende. Det bør ikke handle om at være tynd, fordi det er pænt – det bør handle om at have en sund krop, der er i balance. Dyrk motion, spis en sund og varieret kost og drik masser af vand, men gør det fordi det giver dig energi, endorfiner og selvtillid. Én ting er, at en krop kan se smuk ud på billeder, men i virkeligheden er det ikke udseendet, der gør dig smuk – det er din udstråling. En sund krop kan se ud på mange måder og hvis din krop er sund og du føler dig glad og selvsikker, så er der ingen der bemærker de strækmærker, ar eller lidt knoglede knæ, som du ikke bryder dig om.

Opsøg det uperfekte
Fremstillingen af kropsidealer er ofte temmelig ensidig, og når vi konstant præsenteres for retoucherede billeder af tynde eller veltrænede modeller, så bliver det de billeder som mange spejler sig i, og opfatter som normalen. Men man bør minde sig selv om, at det ikke er normalt. Det kan gøres på flere måder. Netflix byder på dokumentaren Embrace og filmen To the Bone, som begge handler om besættelsen af den perfekte krop. På Instagram kan man følge kvinder der udfordrer det perfekte, ved at lægge billeder op af det modsatte, fx Glitily. Helt håndgribeligt kan det endda være, at tage i svømmehallen eller træningscentret, og lægge mærke til, at meget få af både mændene og kvinderne her ligner dem man ser på de sociale medier. De ”fejl” mange fokusere på hos sig selv, er ikke fejl, men derimod helt almindelige træk ved den menneskelige krop.

Elsk dig for din egen skyld
Din krop er din og det vigtigste er, hvordan du har det i den, så derfor skal du ikke ændre den baseret på andre menneskers holdninger. Et godt eksempel på dette er, når kendte mennesker det ene øjeblik hænges ud for at være for tynde og det næste for at være for tykke. Der vil altid være dem der har en negativ bemærkning til andres kroppe – men det vigtigste er, at man selv elsker sin krop. Hver dag, bør du se dig selv i spejlet, og finde tre ting ved din krop, som du kan lide. Det kan være dine øjne, formen på dine hænder, smilehullerne i din lænd eller dine kraveben. Lav en lille notesbog, hvor du skriver komplimenter ned, som andre giver dig, uanset om de handler om din krop eller person. Læs dem igennem på en dårlig dag og husk, at du selv sætter standarden.