fbpx

Login

Sådan opnår du selverkendelse

For at kunne erkende sig selv, bliver du nødt til først at acceptere dig selv. Her får du fem gode råd.

Selverkendelse er menneskets evne til at indse sine egne begrænsninger. Det var en stor del af Platons filosofi. For ham var det afgørende at vide, hvordan noget er, og ikke, hvordan det synes at være. Omkring 2.500 år senere er det stadig aktuelt: Det er nemlig vigtigt for et menneske at have en god selverkendelse. Uden den, kan du ikke vide, hvem du er, og hvem du ikke er. Men når du erkender dig selv, skal du samtidig acceptere dig selv. Hvis ikke du er nået til selvaccept, kan du heller ikke objektivt observere dine gode og dårlige sider. Så her har du fem gode råd til, hvordan du accepterer dig selv, som du er.

1. Tilgiv dig selv

Det er svært at acceptere sig selv, hvis man bliver ved med at slå sig selv i hovedet omkring ting, der skete for lang tid siden. Tilgiv dig selv og kom videre i dit liv. Lær af fejlen, brug hændelsen til at vokse som menneske og acceptér, at du ikke kan ændre på fortiden.

2. Luk munden på din indre kritiker

Mange tænker, at deres indre kritiker bare siger sandheden. Men hvis du ikke ville sige det samme til en, du elsker, er det ikke ærlighed. Det er overdreven kritik. Stop kritikken ved at bruge et realistisk mantra. Sig til dig selv: ”Jeg er kun et menneske. Jeg gør mit bedste, og det er det eneste, jeg kan”.

3. Find dine styrker

Mennesker er meget bedre til at huske de ting, de er dårlige til, end de ting, de er gode til. Husk på alle dine styrker ved at skrive dem ned. Hvis du har svært ved at komme i tanke om nogen, så skriv én ned om dagen. Du kan også skrive en liste over alle de svære ting, du har været igennem eller alle de mål, du har nået gennem dit liv.

4. Sammenlign ikke dig selv med andre

Du vil aldrig acceptere dig selv, hvis du sammenligner dine dårlige sider med andres gode sider. Du vil altid finde en, der kan gøre noget bedre end dig. Men samtidig vil du også altid finde ting, som du kan gøre bedre end andre.

5. Vær god mod dig selv

Det er vigtigt at forstå, at svaghed og skrøbelighed er en del af det, at være et menneske. Selvaccept handler om at elske sig selv på grund af sine svagheder, ikke på trods af. Alle har dårlige perioder, og det er helt okay. Det er ikke en grund til at tænke dårligt om sig selv.

Kilder: Gyldendals ordbog, Berlingske, psychcentral.com, operationmeditation.com