fbpx

Noget jeg gennem tiden har lært, er hvor vigtigt det er at lytte til hvad kroppen fortæller dig. Jeg har kørt igennem sommerferien med 120 km/t, med tre jobs og fest og farver. Jeg kan i perioder have så travlt, at jeg helt glemmer at jeg også har behov for at slappe af – for der er altid lige et lille ekstra gøremål, og der er altid lige en ekstra vagt der skal dækkes.

Jeg er enormt glad for mit arbejde, særligt det på plejehjemmet. Jeg møder altid ind med et smil, og bruger hellere end gerne min søndag formiddag på at hygge om beboerne. Med det sagt, så har jeg virkelig også arbejdet igennem de seneste uger, og har såmænd også haft en tendens til at overbooke mine få fridage. For er jeg egentlig ikke en dårlig veninde, hvis jeg ikke tager mig tiden til en kop kaffe og til at lytte til det seneste gossip og brok? Og sutter jeg ikke som datter, hvis ikke lige jeg får besøgt de gamle? Absolut ikke – det skal jeg lige huske på.

I dag er en meget tiltrængt fridag, og for første gang i mange uger, har jeg ryddet kalenderen fuldstændig. Jeg kunne mærke, da jeg vågnede i morges, at jeg egentlig var enormt udkørt fra aftenens vagt, og ikke havde det store overskud til at lægge øre til alt for meget. I stedet for at troppe op rundt omkring i Esbjerg, som jeg plejer på mine fridage, har jeg i stedet startet dagen ud med et langt varmt bad, og morgenmad i sengen, med en times Netflix. Jeg skal absolut intet foretage mig i dag, udover at få ordnet den bunke vasketøj, som altså snart begynder at bevæge sig, hvis ikke jeg gør et lille indhug.

Jeg har før i tiden været rigtig dårlig til at mærke efter, hvornår bægeret var ved at flyde over for mig, og det var nok også derfor, at der fik lov til at gå så længe, før jeg tog i mod den hjælp jeg havde brug for. Det, og så selvfølgelig min irriterende stædighed og manglende evne til at indrømme når jeg tager fejl. – Men, i dag har jeg heldigvis en meget bedre fornemmelse for hvad min krop fortæller mig, og hvornår det er på tide at sætte farten lidt ned. Så selvom jeg nyder at have travlt, og synes mit arbejde er sjovt (Med undtagelser, der opstår jo deciderede lortesituationer), så skal jeg også huske på at passe på mig selv, og tage en sofadag med god samvittighed en gang imellem. Og vigtigst af alt her, er det så enormt vigtigt at lære at sige nej. Ja, dine kollegaer er super søde, og man vil gerne give en hjælpende hånd, og du vil egentlig også gerne se saldoen på kontoen stige. But at the end of the day, hvor meget glæde har du egentlig af de penge, hvis du er for træt til at gøre noget med dem, eller har for travlt til at tage på den ferie, du ellers har snakket om?

Så søde venner, hvad end I går i skole, arbejder, eller har travlt med noget helt andet, så husk på jer selv, og træk stikket med god samvittighed, når I kan mærke tid er.

Har du mod på at tage næste skridt og komme i gang med at hjælpe dig selv? Besøg vores selvhjælpskasse

TRYK HER

Esromgade 15, 3 - 2200 København N
kontakt@ungtilung.com