fbpx

Sæt mål

Mål er med til at give retning, fokus og motivation i tilværelsen. Har du haft en periode, hvor du har været trist og nedtrykt, kan det hjælpe at sætte små mål i hverdagen. Det er med til at give håb og mod på en bedre fremtid.

Dine chancer for at komme til at leve det liv, du gerne vil, bliver større, hvis du lærer at sætte mål for dig selv og planlægger, hvad du skal gøre for at nå dem. 

Mål kan hjælpe når:

  • Du føler dig overvældet over alt det, der sker omkring dig.
  • Når du føler, du har mistet fodfæste.
  • Hvis du har store udfordringer, du skal håndtere.
  • Hvis du har brug for at få succesoplevelser.

Hvorfor kan det hjælpe at sætte mål?

Der er store chancer for, at du lykkedes med at opnå det, du ønsker, hvis du sætter konkrete mål for dine ønsker. Det betyder, at du har besluttet dig for at arbejde for at nå det, du gerne vil.

Det er vigtigt, at de mål, du sætter, betyder meget for dig. Sætter du mål af hensyn til andre, eller fordi du synes, du bør, skal du virkelig mærke efter, om du er parat til at give det, der skal til for at nå dem.  

Det er almindeligt at være ambivalent, når du gerne vil opnå noget, men er i tvivl, om du er i stand til at gøre det, der skal til. Hvis du ikke kan se flere fordele end ulemper ved at kæmpe for at nå et mål, må du enten finde flere argumenter for, hvorfor du skal blive ved. Ellers må du stoppe op og finde et andet mål, som betyder mere for dig.

Hvor starter jeg?

For at blive i stand til at sætte mål, kræver det, at du ved, hvad du ønsker. Det kan nogle gange være vanskeligt. Du kan prøve at spørge dig selv:

Hvad gør jeg, når jeg har det dejligt? Når vi har det godt, bruger vi ofte vores styrker. Kender du dine styrker? Hvis ikke så kan du lære om dem her. Er der nogle mål, du kan identificere i den forbindelse?

Tænk på små mål. Vi har en tendens til at tænke i store mål fx at gennemføre sin uddannelse. I stedet kan du tænke i små hverdagsmål. Fx: jeg skal bruge 30 minutter hver dag på noget, jeg kan lide at gøre. 

Det er ofte lettere at tænke på, hvad vi ikke ønsker i stedet for, hvad vi ønsker. Lav en liste over 5-10 ting, som du ikke ønsker og vend det derefter til, hvad du ønsker.

Eksempel: Jeg hader, når det hele roder. Vend det til: Jeg kan lide, at der er ryddet op. Ud af det kan der komme mange mål: Jeg vil lægger mit tøj i skabet hver aften, jeg vasker op hver aften, inden jeg går i seng osv.

Et andet eksempel kan være: Jeg vil ikke være så meget alene. Vend det til: Jeg vil være mere sammen med andre. Mål: Jeg ringer til X og hører, om vi skal gå en tur på tirsdag.

Har du en periode, hvor du har det skidt, kan det hjælpe dig at sætte mål på flere områder af dit liv. Så er chancen for, at du opnår succes på et af områderne, større, og du vil føle dig mindre sårbar.

Det kan fx være i forhold til følgende områder:

Personlige kvaliteter

Familie

Sundhed

Attituder

Relationer

Arbejde/uddannelse

Interesse

Vaner

Hvordan sætter jeg mål?

Det første du skal gøre er at definere dine mål og gøre dem konkrete, så du kan vide, om du når dem.

Mål skal være:

  • Specifikke – konkrete: Jeg vil gå hver dag 30 minutter.
  • Attraktive: Jeg elsker at gå, nyder at være ude, jeg får det bedre i min krop.
  • Realistiske: Kan målene nås, er du villig til at gøre, det der skal til?  
  • Tidsfastsatte: Det motiverer, at der en slutdato og gerne et tidspunkt på dagen.

 

Bryd mål op i delmål

Bryd lidt større mål op i delmål.  Det kan tage lang tid at nå større mål, så ved at dele dem op i mindre mål bliver det mere overskueligt. Det hjælper dig til at se, at du er på rette vej, og du kan fejre de små succeser. Fx: Jeg vil fejre min fødselsdag med hele familien i august.. Delmål: Hvem skal med? Send invitationer ud inden den 15.6. Delmål: Indgå aftale om lokalitet inden den 1.7.. osv.

Lav en handlingsplan

Skriv alt det ned, der skal gøres, for at du kan nå dit mål, gerne meget detaljeret. En god handlingsplan kan hjælpe dig til at definere delmålene. Det hjælper dig til at fastholde motivationen, hvis du sætter tjek og fejrer det hver gang, du har nået et delmål. Husk deadline på de enkelte handlinger, det hjælper dig i forhold til overblikket og forebygger, at du glemmer ting eller skubber målet foran dig.

Hvad kan jeg gøre mere?

 

 

WP Feedback

Dive straight into the feedback!
Login below and you can start commenting using your own user instantly