Selvom jeg synes, jeg har nok at se til for tiden, kan jeg alligevel ikke lade være med at spørge mig selv: ”Står jeg stille?”.

Jeg synes egentlig, der sker rigeligt i mit liv. Jeg er for nylig startet i nyt job, og med en stejl læringskurve er der nok at se til i dagligdagen. Min kæreste er også lige startet i en ny funktion på sit job, og han knokler derfor også derudaf.

 

Fart på – bare ikke hos mig

Men til trods for, at livet behandler mig ganske pænt for tiden, så føler jeg mig nogle gange hægtet af. Det bunder primært i, at en stor del af min omgangskreds lader til at være ”længere” i livet end jeg – selvom vi er jævnaldrende.

Min ene gymnasieveninde er lige blevet mor. For ANDEN gang. Min ældste veninde, som jeg har kendt siden vi var bare seks år gamle, er gravid. Og min bror og svigerinde, der er forældre til min skønne niece, er i fuld gang med at renovere deres nyligt overtagede villa i et pænt postnummer i kommunen. Og nå ja – så blev de gift tidligere på året…

 

Nyd nuet – fremtiden skal nok komme til tiden

Hverken min kæreste eller jeg har lyst til at få børn. I hvert fald ikke lige nu. Og ingen af os kan overskue tanken om at skulle købe hus, renovere og vedligeholde. Så hvorfor føler jeg alligevel, at jeg sakker bagud? Jeg har jo ikke LYST til at bytte liv med nogen, men det er som om, at jeg føler, jeg BØR have lyst. Uden at have det. Giver det overhovedet mening?

Jeg øver mig i at nyde nuet, som jeg faktisk oprigtig er glad for at være i. Jeg har en sød kæreste, vi bor sammen, og det trives vi begge rigtig fint med – uden børn og uden en ring på fingeren.

Jeg har et job, jeg er glad for, som udfordrer mig dagligt, og som jeg nyder at stå op til hver morgen. Og jeg nyder også, at jeg bare kan slænge mig i sofaen, når jeg kommer hjem – og ikke skal ud i haven og luge ukrudt eller male gavl på huset. For sådan et har vi nemlig ikke.

 

Livet er, som livet skal være

For mit liv er præcis, som mit liv skal være – i hvert fald for nu. Det vil ikke gøre mig lykkelig at købe et hus eller få et barn – i hvert fald ikke lige nu. Og jeg skal ikke føle mig forkert, sent på den eller bagud, bare fordi jeg ikke er gift, har børn og hus. Det skal tidsnok komme. Jeg nyder min frihed, og det er lige, som det skal være – for nu.

 

Har du mod på at tage næste skridt og komme i gang med at hjælpe dig selv? Besøg vores selvhjælpskasse

TRYK HER

Esromgade 15, 3 - 2200 København N
kontakt@ungtilung.com