Bloggen

Spiseforstyrrelsen som symptom

Forleden fik jeg endelig fortalt min farmor, at jeg har en spiseforstyrrelse, som jeg snart skal i behandling for. Hun havde svært ved at forstå det og forholde sig til det, da jeg, som hun formulerede det, ”jo spiser sundt og balanceret.” Jeg forklarede hende derefter, at min spiseforstyrrelse kommer tydeligst til udtryk, når jeg er alene. Jeg forklarede hende også, at en spiseforstyrrelse altid er et symptom på, at der er noget i vejen. At man har lavt selvværd. At man er blevet seksuelt misbrugt og ikke har fået bearbejdet det. At man er blevet mobbet som barn og ikke har fået indset, at det var mobberne, der var forkerte på den – ikke en selv. At man kort sagt har det af helvede til. Spiseforstyrrelsen er en overlevelsesmekanisme. Jeg og dem, jeg kender, der også lider af BED (Binge Eating Disorder), bruger simpelthen mad til at kontrollere, undertrykke og håndtere vores følelser. Derfor oplever jeg også, at jeg i de perioder, hvor jeg ikke overspiser, er mere sårbar, følsom og har lettere til tårer.

Min mor var gennem min opvækst dårlig til at håndtere både sine egne og mine negative følelser. Det var ifølge hende forkert at være ked af det. Jeg mindes en episode, hvor jeg som 15-årig begyndte at græde, fordi hun havde skældt mig ud. Dette fik hende til at kalde mig ”pattebarn” og sige ting som ”hvis du vil behandles som en voksen og have en voksens privilegier, frihed osv., så skal du stoppe med at græde som et pattebarn.” Siden den dag undgik jeg at græde foran min mor. Jeg fandt ud af, at det var muligt at fælde et par tårer i badet, hvis jeg blot havde brug for at græde lidt, uden at det kunne ses på mig bagefter. Jeg fandt også ud af, at når man virkelig har brug for at bryde sammen i gråd, er et håndklæde genialt til at drukne hovedet og dermed lyden i. Dette gjorde jeg dog kun, når min mor ikke var hjemme. Jeg skulle nødigt blive opdaget.

Jeg er i dag 22 år og har altså bestemt 100 procent over mit eget liv i fire år nu. Jeg har i dag svært ved at håndtere, når alt for stærke følelser tager ophold i min krop. De negative følelser skammer jeg væk, og de positive følelser føler jeg ikke, at jeg fortjener at have besøg af. Min mors datter lever stadig inden i mig, men jeg øver mig i at lære hende, at enhver følelse, hun føler, skal hun mærke og anerkende. Jeg siger ”Græd!” til hende, når hun er ked af det, og ”RÅB!” til hende, når hun er vred, og ”Grin!” til hende, når hun har det sjovt. Og hun græder og råber og griner og opnår fremskridt. Jeg er stolt af hende.

Relaterede artikler

Er det okay at have medlidenhed med sig selv?

Min største frygt er at have ondt af mig selv. I starten af mine teenageår fik min mor en depression, og gik fra min stedfar, som vi havde boet ved i 10 år. Jeg var så afsindigt gal på hende. Hun lavede ikke meget mere end at sidde og se fjernsyn, mens hun havde ondt af sig selv, og råbe efter hjælp for at gå på grillen, eller ned efter en ny cola.

Hvad med mig, mor?

Jeg er det ældste barn i huset, og dertil er jeg også den eneste af mine søskende, som ikke deler alt, jeg føler, og jeg har nok altid været tilbageholdende med at fortælle vores mor om, hvad der foregår i mit liv. Så det blev hurtigt sådan, at min mor dedikerede al hendes tid og opmærksomhed til at hjælpe og støtte mine andre søskende, hvor hun så, ret ofte, glemte mig i processen. For selvom jeg måske ikke siger det højt, så har jeg også brug for den slags omsorg fra min mor

At miste

Jeg har for nyligt mistet min søde mormor, og jeg savner hende virkelig! Hun blev rigtig gammel, og til sidst kunne hendes krop ikke mere, så min sorg har været splittet. Splittet over at jeg på den ene side ikke ville miste hende, men på den anden side var det også fair, at hun fik fred.

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.