Skilsmisse sker altid for naboen

Da jeg gik i folkeskolen blev flere af mine klassekammeraters forældre skilt, og fik opmærksomhed og omsorg. Jeg var misundelig, ønskede næsten det skete for mig, for så ville det være socialt accepteret at have off-dage, hvor man bare var trist eller træt af hverdagen. Skilsmisse ville aldrig ske for min familie, selvom mine forældre de sidste år de boede sammen skændtes næsten hver aften, så højt jeg nogle gange kunne høre det ovenfra mit værelse. Nogle gange kunne jeg høre min søster græde, fordi hun var så bange når de skændtes. Ofte ønskede jeg igen de ville blive skilt så der kunne blive stille. Jeg ønskede det nok, fordi jeg aldrig havde forestillet mig det ville ske.

Da jeg gik i 2.g kom min mor en onsdag morgen inden jeg skulle med bussen i skolen og fortalte de skulle skilles og vi flyttede, når jeg kom hjem fra den studietur jeg skulle på om søndagen. Jeg slog alle følelser og tanker fra i det sekund hun sagde det, jeg tænkte kun logisk/praktisk – som jeg ofte gør i svære situationer.

Vi boede på en gård, hvor vi havde fjordheste og jeg havde en trakehner hoppe, jeg havde de sidste mange år stået for al pasning af hestene. Så for mig var det en selvfølge, at jeg blev boende der og kunne være ved min mor i weekenden. Denne ide var min far dog på ingen måde interesseret i – han ville allerhelst være fri for mig. Jeg måtte derfor flytte med min mor til byen og flytte min hest til en ny rideskole og samtidig sige farvel til de ponyer, der havde været mine bedste venner.

Jeg var ude/naturmenneske og havde ingen ide om, hvad jeg dog skulle lave hver dag når jeg havde været i skole, været ude ved min hest samt læst lektier. Jeg følte mig fanget og alene, min mor havde det rigtig dårligt så jeg tog over i forhold til min lillesøster og daglige pligter.

Der var ikke en gang min mor spurgte, hvordan jeg havde det i hele situationen. Hun kunne slet ikke overskue andet end overleve selv. Jeg har nok aldrig rigtig reageret over skilsmissen, men jeg tog et valg da jeg blev student om, hvis min far ikke ønskede mig så skulle han ikke med til min studenterfest. JEG tog et aktivt valg og kontrollen tilbage ved at sige nu var det mig, der ikke ønskede ham. Måske en slags hævn, men også af respekt for mig selv. Hvis han kunne tillade sig at skuffe så stort, så fortjente han simpelthen ikke mig i sit liv mere.

Jeg er et eller andet sted også sur på min mor over hun svigtede og ikke kunne overskue den situation hun selv bragte os ind i da hun tog beslutningen om skilsmissen. Men samtidig har jeg nok også haft ondt af hende, så med hende er det mere små skridt af gangen med at sige fra, turde sige min mening – men lidt har også ret.