Se lyst på livet

Da jeg var 14 år spurgte min mor mig første gang: ‘Maria, skal vi ikke tage til lægen? Jeg tror måske du kunne have en depression.”

Jeg tænkte, at hun var skør og fortalte, at det var der bestemt ingen grund til. Jeg var glad.. eller jeg bildte i hvert fald mig selv ind, at jeg var glad.

På grund af min stedfar holdt jeg mig mange ting for mig selv, da jeg kom hjem. Det startede da min lillesøster kom til. Han glemte mig, og jeg ?k altid skylden for alting. Derfor var jeg aldrig hjemme, og prøvede altid at have kalenderen fuld.

Jeg havde ondt i maven hver evig eneste dag, sådan virkelig ondt. Én dag var min mor nød til at hente mig 250 meter væk, da jeg var nød til at ligge mig ned på jorden, fordi jeg havde så ondt, jeg ikke kunne gå.

I mange år gik jeg til lægen, og har mange gange fået at vide, at det nok var stress. Hvilket jeg aldrig har troet på, da jeg overhovedet ikke følte mig stresset.

Min far begyndt ofte at spørge mig, om der var noget, jeg var ked af. Jeg grinte bare af ham, og sagde, at det var der bestemt ikke. Selvfølgelig havde jeg nogle gange, nogle trælse tider, men det har alle da! Tænkte jeg..

Min far ved altid, hvornår jeg har det skidt. Selv når jeg ikke selv ved det. Vi kan snakke i telefonen, hvor han så kan spørge, om jeg nu er okay. Efter noget tid er jeg begyndt at tage det til mig, og tænker derfor meget over, at nu skal jeg passe på mig selv, når han spørger, om jeg er okay. Jeg tror mange gange, han kender mig bedre, end jeg selv gør. Selvom jeg ikke fortæller ham noget, eller er sammen med ham særlig tit.

Det var først efter et stort skænderi med min ex-svigermor, jeg begyndte at blive mere og mere depressiv. Min daværende kæreste og jeg skændtes stort set hver dag, og slog op mindst én gang i ugen. Det var bestemt ikke sjovt. Jeg begyndte at lukke mig inde i mig selv.

Til sidst spurgte jeg min mor, om hun ikke ville tage mig med til lægen. Jeg fortalte hende, at jeg var rigtig ked af det. Da vi kom til lægen, spurgte hun rigtig meget ind til, hvordan jeg havde det, hvordan det føltes og sådan. Jeg havde svært ved at sætte ord på det. Lige pludselig spurgte hun mig, “har du nogensinde overvejet at begå selvmord?”. Det var et hårdt spørgsmål, især fordi min mor sad ved siden af mig. Jeg svarede: “Ømh… Måske… Ja nogen gange..” Jeg kunne se på min mor, at det var rigtig hårdt for hende, og jeg prøvede egentlig mest at kigge ned i jorden og sidde og pille ved mine negle, som jeg altid gør, når jeg er nervøs eller bange.

Hos lægen fik jeg af vide, at jeg havde haft en depression i længere tid. Min depression var kommet og gået lidt.

Hun henviste mig til Kolding Sygehus’ psykiatrisk afdeling. Efter et par måneder var jeg til min første samtale. Jeg sad overfor to behandlere, en mand og en dame. Da vi sad der og snakkede om min hårde barndom, og om hvordan det gik, følte jeg mig så fjollet. Virkelig. Jeg havde svært ved at tage det seriøst, da det altid har været min måde at håndtere tingene på. På et tidspunkt var jeg ved at begynde at grine, men jeg kunne se, de var meget alvorlige og seriøse.

Jeg fandt ud af, at jeg kun skulle have en af de to som psykolog, når samtalerne begyndte. Jeg havde håbet på manden, men det blev det desværre ikke. Men det gik egentlig også ?nt med hende.

Første samtale handlede om, hvad der gjorde mig ked af det. Men efter det, så snakkede vi altid om, hvad der gjorde mig glad. Jeg undrede mig en del over, at vi ikke snakkede om det, der gjorde mig ked af det, da jeg tænkte, at vi jo skulle “opklare” min depression. Men det var jo netop det, vi gjorde. Vi ?k mig til at se på den lyse side af livet.

Min mormor kørte mig altid ned til sygehuset, da min mor var på arbejde. Det gjorde, at min mormor og jeg blev rigtig tætte. Min psykolog rådede mig til at købe en kalender. Skrive hver evig eneste dag, hvad der var godt ved dagen. Hvis ikke der var noget godt, skulle jeg lade helt være med at skrive noget. Min mormor og jeg tog ind i centret lige efter samtalen, og jeg begyndte fra den dag at skrive mindst én gang om dagen, hvad der var sket af gode ting den dag.

Fra den dag, begyndte jeg at smile mere og mere, netop fordi jeg begyndte at se livet på den lyse side. Jeg blev mere positiv, og begyndte at tro mere på mig selv. Mit råd til dig er, få den hjælp du kan, det er guld værd.