fbpx

Så sad jeg der og kiggede rundt i det hvide rum. Prøvede at fokusere på noget andet imens hun ihærdigt scrollede op og ned på den store skærm. Uret viste, jeg havde været der i præcis 13 minutter. Det var nogle lange 13 minutter. 

Jeg kunne mærke mine øjne var røde og hævede, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad hun tænkte, hver gang hun kiggede på mig. 

“Puha”, tænkte jeg. “Det var slet ikke en del af planen, at jeg skulle begynde at græde”. Men det var som om, at følelserne bare ‘faldt’ ud af hjertet på mig, lige så snart hun kiggede på mig med hendes omsorgsfulde øjne og spurgte: “Nå, hvordan har du det så?”

Mine håndflader blev svedige, mit hjerte begyndte at hamre og min hals snørede sig sammen. 

Jeg havde ventet på den her lægetid i 4 uger. Jeg havde gået og forberedt mig. Skrevet ned hvad jeg ville snakke om. Jeg følte mig klar til at snakke om ‘mig’. 

Men da jeg sad der i lægens ventelokale, blev jeg nervøs. Jeg kunne mærke, det trængte sig på. Angsten. Jeg fik angst for at snakke om min angst. For at åbne mig op for et fremmed menneske. “Hvad hvis hun ikke mener, min angst er reel?”. “Hvad hvis hun bare siger, at jeg er stresset?”. “Hvad hvis hun slet ikke kan sætte sig ind i, hvad jeg fortæller hende?”. 

Tankerne kørte på fuldt speed. Som de altid gør, når jeg bliver nervøs. 

“Amalie?”, sagde hun. “Det er tydeligt, at du har nogle udfordringer, som påvirker din hverdag. De ting du fortæller mig, får mig til at tænke, at du vil have rigtigt godt af at snakke med en psykolog om de bekymringer og ængstelige tanker, du har. Ville du være interesseret i det?”. 

Bum. Der kom den. Det jeg frygtede, men samtidig håbede på. Men psykolog? Jeg havde aldrig troet, at jeg ville være ‘en af dem’, som går til psykolog. Jeg har aldrig tænkt negativt om mennesker, som går til psykolog. Jeg er misundelig på, at de har indset, at de har brug for nogen at snakke med. Jeg har nok bare altid frygtet, at det ville være et tegn på svaghed. Jeg frygter, at folk ser mig som svag. Jeg har altid været hende med den smarte facade, som har styr på sine ting. God i skolen, god på arbejde, en god veninde og kæreste. Én pige med overskud. 

Jeg har gået i mange år og haft det dårligt. Men de seneste 2 år har været de hårdeste. Jeg har altid tænkt, at jeg kunne klare mig selv. At jeg kunne komme af med min angst selv. At jeg bare ikke skulle lade mine negative tanker overvinde min fornuft. Så ville alt være fint. 

Men så begyndte det at gå ud over menneskene omkring mig. Mine forældre. Min kæreste. Mine kollegaer. Fremmede. 

Der er nu gået 1 uge siden, jeg var hos lægen, hvor jeg fik en henvisning til en psykolog. Jeg har min første samtale med en psykolog om 2 uger. Og jeg glæder mig. Jeg har det allerede bedre. Der er intet galt med at tale med en psykolog. Jeg synes, det er sejt, at gøre hvad der skal til, for at man kan få det bedre. Det er sejt at kæmpe for sit mentale helbred. Jeg er sej. Og til dig som læser det her. Du er sej. Om du allerede går til psykolog, skal til at gå til psykolog, eller føler det kunne gavne dig. Tal med din læge. Kæmp for dig selv. Kæmp for Din glæde. Dét er sejt.

Har du brug for en at chatte med? I chatten og mentorsamtalen sidder vi klar til at hjælpe dig hjælpe dig.

Find en at snakke med her

WP Feedback

Dive straight into the feedback!
Login below and you can start commenting using your own user instantly