Bloggen

Ro på, vi skal nok nå det

Hele gymnasietiden har jeg følt mig bagud. Bagud i den forstand, at jeg efter et år på efterskole og med en fødselsdag tidligt på året, var over halvandet år ældre end de yngste i min klasse. Allerede i 1.g lod jeg tanken om, først at blive student som 20-årig stresse mig. Det var som om jeg fuldstændig glemte, hvor fantastisk et efterskoleår jeg havde haft, og hvor meget jeg havde udviklet mig som menneske. Jeg tror jeg engang i 2.g gik så vidt, at jeg indirekte fik sagt at jeg nok godt kunne have været foruden. Men det kunne jeg virkelig ikke. Jeg er den jeg er, bl.a. på grund af det år og uden den pause fra resten af verden, som det var for mig, havde jeg måske ikke klaret 3 hårde år i gymnasiet lige så godt.

Så sad jeg så her, i gang med mit første sabbatår og stressede igen. Jeg havde med vilje valgt kun at arbejde deltid det første stykke tid, da en omgang stress nær havde fået mig helt ned med nakken i midten af 3.g, og jeg for alt i verden ikke ville ned af samme vej endnu en gang. Men da jeg kun lige tjener nok til, at det hele kan hænge sammen, og mine venner enten er startet på studie eller arbejder fuldtid og sparer op til den helt store jordomrejse, så følte jeg, at jeg også burde have en plan, at jeg også burde udrette noget. Det stressede mig simpelthen, at jeg ikke lavede nok.

Jeg tog fat i en ven af familien, som før har fungeret lidt som en coach for mig. Han sagde bl.a. noget, som jeg nu forsøger at huske mig selv på hver dag, og som jeg virkelig synes, at mange kunne have godt af at høre:

Alle mennesker peaker på forskellige tidspunkter i livet, der er ingen skabelon for det. Det er okay, hvis andre er lidt foran nu, du skal nok nå det. Måske overhaler du dem en dag, måske ikke. Men det vigtige er, at man ikke skal sammenligne sin vej mod målet med andres. Nogle gange er det vejen dertil der er det virkelige peak.

Og det kommer fra en mand, som afsluttede gymnasiet med et af årgangens laveste snit, men i dag sidder som chef i et stort firma.

Det hjalp mig til at få ro på mig selv igen, så jeg kunne se på, hvordan jeg gerne vil bruge mine sabbatår, og ikke hvordan andre gør det. Jeg kan pludselig trække vejret igen. Jeg har taget en beslutning om at tage to sabbatår, for skolebænken virker meget uoverskuelig at skulle tilbage på inden for et år. Det føles godt at være ligeglad med politikernes idé om den rigtige (læs: hurtige) vej gennem uddannelsessystemet, for når jeg mærker efter, så tror jeg ikke, at den vej er den rigtige for mig. Det er vejen til målet, der gør os til dem vi er, og hvis vi finder på at skifte retning undervejs, så bliver vi bare en anden version af os selv. Det er bare vigtigt at huske på, at der ikke er hverken en rigtig eller forkert måde at nå sit mål på.

Relaterede artikler

Jeg skal på højskole

Det har taget mig virkelig lang tid at finde den vej, jeg gerne vil gå her i livet. Det har været en vanvittig frustrerende vej, hvor jeg har følt mig fortabt. Men jeg tror endelig at jeg har fundet den vej jeg gerne vil gå. Derfor tager jeg på en studieforberedende højskole, så jeg kan snuse lidt til den uddannelse og studie jeg gerne vil have.

Kend dine styrker – og brug dem!

Uddannelse kan nogle gange føles som en konkurrence, men det er det ikke. Vi har alle sammen forskellige evner, både uddannels- og personlighedsmæssigt. Jeg ved nu, at vejen til ens drømme kan ændre sig tusind gange, og jeg skal stole på mig selv og mine evner, fordi nogle ting her i livet kan ikke lærers på gymnasiet eller universitet, det er noget som skal leves

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

  1. Ej hvor er det bare fedt at læse det her! 🙂 Er nemlig lige selv kommet frem til at jeg bare skal følge mit eget tempo fremfor hele tiden at føle at jeg skal følge de andres. Jeg stresser ikke længere og har det så meget bedre med mig selv! Ville næsten ønske det her oplæg var ude da jeg gik i gymnasiet – det ville have hjulpet mig en del!

    Svar