fbpx

Login

Lad dig ikke presse af julens traditioner

For mange af os kan julen hurtigt blive en tid, hvor vi skal præstere. Men det er vigtigt at passe på sig selv, og ikke lade sig presse af traditionerne og forventningerne.

JuUrealistiske forventninger

Julen kan være en svær tid. Vi forventer meget af hinanden i juletiden, når det kommer til gaver, store fester, og at alt skal være, som det plejer. Samtidig forventer vi, at alle skal være totalt afslappede og hygge sig endnu mere, end de plejer. De to ting hænger ikke sammen. Vi kan ikke forvente af hinanden, at vi kan proppe vores kalender til med aftaler, udtænke, finde og indpakke de perfekte julegaver til enhver vi kender, invitere til store middage flere gange på en måned, og samtidig have et køligt overblik over det hele. Alle de ting, vi skal nå for at gøre december perfekt, kan blive stressende. Mange kan føle, at de skal overpræstere i juletiden. Endnu værre bliver det, hvis man skal lade som om, at man har det super afslappet, hvis man egentlig er overvældet.

Prioritér din tid og energi

Julen er som bekendt traditionernes tid, og traditioner, dem er der mange af. Traditioner kan være smukke og hjælpe os til at huske at gøre en indsats overfor de folk, vi elsker. Men traditioner er kun noget værd, hvis vi får nostalgi, glæde eller en særlig once-a-year-stemning ud af dem. Hvis vi kun overholder traditioner for traditionernes skyld, uden rigtigt at have lyst til dem, er de ikke meget værd.

Misforstå nu ikke – det er ikke dårligt at ville gøre noget særligt ud af juletiden. Det er ikke dårligt gerne at ville prioritere sin tid til mange arrangementer, at ville finde perfekte gaver til sine venner og familie og ville gøre en indsats for at gøre julen perfekt og som den er hvert år. Vi skal bare kun gøre det, hvis vi har lyst til det, og ikke hvis vi føler os presset til det. En højtid bør ikke være en tid til stress, men en tid til afslapning. Hvis vi skal kunne slappe af, kræver det, at vi giver hinanden plads til at gøre det ud af højtiden, som vi har lyst til, og hverken mere eller mindre.

Mine råd

Synes du, at julens mange traditioner og forventninger gør dig stresset? Her er tre ting, du kan prøve til hjælp:

  1. Forventningsafstem med dem, du holder jul med. Det kan være svært, for vi kan hurtigt tænke, at jul selvfølgelig skal være på den og den og den måde. Men hvis du egentlig ikke har lyst til en overflod af gaver, faktisk ikke rigtig kan lide flæskesteg eller synes det er tåkrummende forfærdeligt at gå om juletræet, så er det vigtigt at sige det højt. Måske er de andre enige. Måske er de ikke, og I kan finde en midtervej. Selvom det er jul, er det okay at sige, hvis der er noget, der gør dig presset, ked af det, eller som du bare virkelig ikke har lyst til.
  2. Tænk over, hvilke traditioner, du godt kan lide, og hold fast i dem. Smid de traditioner væk, som du ikke kan lide. Det er langt lettere sagt end gjort. De fleste holder jul med en større gruppe mennesker, som gør, at traditionerne står stærkere end hvis I blot var få. Men igen, hvis du bliver presset, ked af det eller føler du skal overpræstere for at overholde traditionerne, er det bedste, du kan gøre at sige det højt. Dem, du holder jul med, er formentlig bare ikke klar over, hvis du finder julen svær, og vil gerne have, at du kan have det godt.
  3. Hvis I giver gaver, så giv en personlig og eventuelt hjemmelavet gave. Det behøver ikke være noget stort håndværksmæssigt – mange mennesker ville blive glade for et glas småkager eller hjemmelavet julepynt. Det vigtigste er, at det er en gave, du selv kan lide at lave og finde, og som du ønsker, at den anden bliver glad for. Det kan være med til at nedbryde forventningerne om, at gaverne skal være mange, dyre og at man absolut skal finde en gave fra personens ønskeliste. Det kan være en lettelse, hvis julen er en økonomisk presset tid for dig. Og langt de fleste vil være vilde med en hjemmelavet, personlig gave, selv hvis det er noget så simpelt som småkager eller et fotografi.

Jeg håber I kan bruge rådene, og så må I have en dejlig jul!