Bloggen

P(ik) – Pillen

Her den anden dag sad jeg og snakkede med nogle klassekammerater, som jeg normalt ikke plejer at snakke med. Snakken gik til at starte med, om den opgave vi skulle lave, men der begyndt at komme flere og flere personlige holdninger og dilemmaer på bordet, og så tog snakken ellers fart. Jeg spurgte dem så, ”hvor mange af jer er egentlig på p-piller? ”. Det føltes som om at der var stille i flere sekunder, men næsten i munden på hinanden begyndte de alle at snakke. Snakken kørte både på hvorfor det nu var vi hver i sær var på pillen, hvad den gjorde ved os, hvor lang tid vi havde været på pillen, og om vi overhoved faktisk havde lyst til at være på den.

 

For næsten præcis 2 år siden, stoppede jeg på p-pillen. Det nærmede sig vinter, og ligesom alle planterne begynder at miste deres blade, føltes det som at jeg lidt for lidt mistede min livsglæde. Jeg faldt ned i et kæmpe hul, som var svært at komme op af igen. Jeg var hos lægen flere gange, for at prøve at forstå hvad der skete med mig, og fik da at vide, at jeg havde en mild depression. Selvom det ikke kom som et chok at få det at vide, føltes det som et chok at få sat en diagnose på, hvordan jeg havde det. Min mor spurgte mig om det kunne være en af bivirkningerne på p-pillen. Ej, tænkte jeg. Det er da en alt for stor en bivirkning, i forhold til at det nærmest er et ”håndkøbs” medicin. Men jeg tog hendes ord til mig, og læste da på indlægssedlen, at det faktisk var en bivirkning, og ikke engang en af de ”sjældne” bivirkninger. Jeg stoppede på pillen asap! Og med en lille indvirkning af placebo eller ej, så fik jeg det faktisk bedre.

Det mest voldsomme i hele denne oplevelse, var, hvor dårligt jeg egentlig havde det, og at det var i forhold til noget, der jo efterhånden er ”helt normalt”, alle er jo efterhånden på p-piller, og ikke engang lægens opmærksomhed kørte hen på at p-pillen kunne var en faktor i det hele, selvom det stod sort på hvidt: bivirkninger – depression.

 

Det er nu 2 år siden, jeg var der, og jeg har siden da, kun brugt kondom som prævention. Indtil sidste uge da jeg begyndte på minipiller. Jeg er i et godt Mental-Health for tiden, og jeg kender fare signalerne, så jeg er optimistisk på noget nyt!

Derfor, følte jeg at jeg gerne vil hører hvordan andre kvinder havde det ifht. P-pillen og for den sags skyld også minipiller. Og der kom en masse historier på bordet! Alle havde en holdning til det!

  • Sofie havde været på pillen siden hun var 14 år, og hvis hun skulle stoppe på pillen, var hun ikke engang sikker på hvem hun nu vil være.
  • Amalie havde taget 15 kg på af pillen (som også er en bivirkning), og var træls over, at det skulle hænge sammen med, at hun ikke vil være gravid.
  • Freja kunne ikke lide at være på pillen, men hende og hendes kæreste følte ikke de havde andre muligheder.
  • Rosa havde været on and off pillen de sidste 5 år. Engang havde hun været stoppet 4 gange på et år, fordi hun bare ikke kunne lide at tage den. Men hun begyndte altid igen, fordi hun jo heller ikke vil være gravid
  • Rikke var på pillen, men havde ingen kæreste. Hun brugte den som en slags dobbelt prævention, for når hun var sammen med en fyr gjorde hun det altid! Men kondom.

Der kom bare så mange forskellige holdninger og historier om alt på bordet. Det var virkelig et tema, hvor det føltes som om, der ikke var nogle rigtige svar, og at vi hver i sær sad og gjorde hinanden klogere på det hele, og delte oplevelser. Det er en meget subjektiv oplevelse, man kan have med pillen, men nærmest vigtigst for mig er, at highlighte at, selvom det er så ”normalt” at være på pillen, er det altså ikke for alle. Man må huske at stoppe op og spørge sig selv:

Hvorfor gøre jeg dette her?

For hvem gør jeg dette her?

Kan jeg lide dette her?

Hvordan påvirker det mig?

 

Det hjælper i hvert fald mig til at forstå mig selv endnu bedre, og evt. til at kommunikere det ud.

Relaterede artikler

Se lyst på livet

Min mor spurgte mig: “Maria, skal vi ikke tage til lægen? Jeg tror måske du kunne have en depression.” Jeg tænkte, at hun var skør og fortalte, at det var der bestemt ingen grund til. Jeg var glad.. eller jeg bildte i hvert fald mig selv ind, at jeg var glad.

Den pårørendes dominoeffekt

De tanker jeg fik (med min brors diagnose), var rigtige onde mod mig selv, og når jeg kigger tilbage, også rigtige irrationelle. Jeg kunne tro, at det var min skyld, at han havde fået det dårligt, fordi jeg ikke var der for ham, eller at det var fordi vi i vores “unge dage” havde kunne blive så sure på hinanden, eller … eller … eller … De kunne ramle som et helt skybrud af skyldfølelse, og jeg følte mig tit så hjælpeløs, fordi hvad kunne jeg gøre?

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.