fbpx

De første gange jeg begyndte at tænke over, om jeg havde et problem med min mad, var da jeg var omkring 23. Men mit problem med mad startede faktisk mere end 10 år tidligere. Det har bare taget mig utrolig lang tid at finde ud af, at jeg faktisk havde et problem – og at jeg faktisk overspiste virkelig meget. Nu runder jeg snart de 28, og min spiseforstyrrelse er stadig en del af mit liv – men jeg har lært at takle den på bedste vis, og kunne sige til mig selv at jeg er god nok som jeg er.

Hvornår er der tale om tvangsoverspisning?

Jeg skal på ingen måde gøre mig til ekspert på dette område, jeg kan kun tale ud fra egne erfaringer, men jeg vil rigtig gerne henvise til nogle af de tegn på tvangsoverspisning der findes, som er taget ud fra Klinik for Spiseforstyrrelsers egen hjemmeside. 

Det kan fx være, at man spiser store mængder mad, uden egentlig at være sulten? At man bliver ved med at spise indtil, at man bliver kvalm eller ubehagelig mæt? Eller tænker du på mad hele tiden? Samt føler du dig trist, skyldig eller skamfyldt når du har spist? Dette kan være nogle af de tegn, som jeg også selv kan nikke stor genkendelse til.

Hjælp til selvhjælp – hvad jeg kan selv gøre?

Det som hjalp mig først var at indse, at jeg havde et problem. Det kræver en hel del selvindsigt, og det gik først rigtigt op for mig da jeg begyndte at skrive alt ned, som jeg indtog på én uge. Så kunne jeg faktisk allerede se efter et par dage, at jeg indtog 2-3 gange for meget næring i forhold til, hvad min krop egentlig havde brug for. Det var både skræmmende, men også rart – for så kunne jeg virkelig se, hvad der skulle ændres. 

Man skal huske, at man ikke er alene, men samtidig er vi alle forskellige med vores problem. Hvad jeg har gjort, eller andre har gjort er ikke ensbetydende med, at det også virker for dig. Dog tror jeg godt, at jeg kan sige dette, som gælder for de fleste – en slankekur hjælper ikke. 

Start ud i det nemme, som måske slet ikke er maden – men vanerne. Det hjalp mig, at jeg prioriterede min søvn hver nat, at jeg fik de 8-9 timer jeg skulle have. At jeg begyndte at drikke 1-2 liter vand om dagen, stille og roligt, og at jeg gik en lille tur et par gange om ugen, hjalp også meget. Jo mere blod jeg fik på tanden, jo længere kunne jeg gå, og uden jeg lagde mærke til det, hoppede jeg måske over et ekstra måltid, eller drak mindre sukkerholdige drikke. 

Noget andet, der også hjalp mig var, at jeg skulle øve mig i at blive bevidst om mine følelser. Spiste jeg fordi jeg var ked af det/keder mig mm., eller faktisk, fordi  jeg var sulten? Jeg bruger stadig den øvelse nogle dage, og det virker. Er det fordi jeg er ked af det, så snakker jeg med en god ven eller min mand. Keder jeg mig (hvilket vi godt kan have en stor tendens til, i denne tid), så gå en tur, ring til en ven, find en gammel hobby frem eller sæt en film på. Vær kreativ! 

Jeg vil altid råde til, at man kontakter sin læge, for at få en god vejledning og hjælp, for ofte handler det om meget mere end blot at være “ked af det”, og man skal huske, at det er okay at søge hjælp og støtte. En spiseforstyrrelse kan afhjælpes, og der er håb. 

Har du brug for en at chatte med? I chatten og mentorsamtalen sidder vi klar til at hjælpe dig hjælpe dig.

Find en at snakke med her

WP Feedback

Dive straight into the feedback!
Login below and you can start commenting using your own user instantly