fbpx

Efter 2 år uden behov for psykiatrisk hjælp, er jeg nu igen startet i et forløb, fordi hukommelse- og koncentrationsproblemer er blevet nødvendigt at afhjælpe. Jeg bliver opfordret til at tage en forælder med til samtale, fordi de har mistanke om ADD (en opmærksomhedsforstyrrelse). Det er nemlig kun tilstede, hvis det har været der som barn. – Men jeg har valgt ikke at følge deres anvisning. Hør hvorfor. Har du måske stået i en lignende situation, og hvad valgte du?

OBS! Det er vigtigt for mig at påpege, at det i det følgende IKKE er advarsler, opfordring til at andre skal gøre lignende, eller er udtryk for at klandre Psykiatriens arbejde.

Historien – kort fortalt

I min allerførste sygdomsepisode var jeg kort fortalt så depressiv, at jeg måtte stoppe på min uddannelse og periodisk ‘passes’ derhjemme, fordi jeg ikke burde være alene.

Heldigvis trådte mine forældre til og fik igangsat det vigtigste: at lade professionelle tage over. Den tid var slidsomt for relationerne, og den dvæler jeg helst ikke for meget over med dem. Af den simple grund, at det kan trigge mine depressive mønstre. Det har været en positiv strategi for alle.

På baggrund af erfaringen valgte jeg siden hen ikke at involvere dem mere end højst nødvendigt. Psykiatrien, studiementor, og engang en besøgsveninde, har netop været til for at støtte.

Det har været helt uundgåeligt at inddrage min kæreste i et vist omfang. Vi bor nemlig sammen, og han oplever derfor problemerne på mere daglig basis. Men der er ting, som jeg holder til de prof.

Grænser

Det er nemlig vigtigt at kende sine grænser. Jeg tager derfor et aktivt valg om igen ikke at inddrage forældre. Hos mine behandlere lyder det til, at det har konsekvenser for diagnosticering. Min ‘modstand’ består i, at jeg forudser, at enhver lillebitte detalje får magt. Nogen vil måske indvende, at jeg ikke har sygdomserkendelse nok?

Jeg er ikke imod diagnosticering. Jeg er ikke ude på selvdiagnosticering. I min optik anvender jeg blot kritisk sans, da nogle dele er noget, jeg overhovedet ikke genkender. For i bund og grund, er det så ikke min oplevelse, der gælder? Jeg oplevede SÅ tydeligt at det depressive udløste de kognitive problemer (som ‘men’ af), ikke omvendt. Og det var netop derfor, jeg blev henvist.

I mit tilfælde har jeg fulgt anbefalingerne hidtil, jeg har været enormt glad og taknemmelig for hele mit forløb i psykiatrien og er MEGET positivt indstillet overfor deres arbejde.

Med min fortælling ønsker jeg ikke at klandre, men blot at reflektere over ens egen aktive rolle i at modtage behandling. Og det er ikke formålet at opfordre andre til at gøre det samme, men interesse for, hvordan andre har set sin egen rolle.