Bloggen

Om det at være syg, pårørende

Som fortsættelse på mit sidste indlæg ”Om det at være syg”, vil der i dette oplæg lægges vægt på mine pårørende og deres væremåde omkring mig.

Jeg husker tydeligt, at min mor spurgte mig, om jeg ikke var ked af det, om jeg ikke var frustreret og vred? Det var hun selv, og jeg kunne mærke, at hun var uforstående over for min rolighed og en manglende reaktion på mine følelser. Jeg tror ikke engang, at jeg svarede hende. Hun gav mig et stort kram, hvorefter hun gik ind i stuen, hvor hun græd.

Det var sjældent, at jeg fortalte om, hvad der foregik i mit hoved, hvilket nok har resulteret i, at voksne omkring mig var endnu mere forpasselig. Mange gange oplevede jeg, at de holdte øje med mig. Når jeg var sammen med min ældre storebror og kusine, blev det tydeligt pointeret, at de nu skulle holde øje med mig og passe på mig. Huske at spørge indtil om jeg var træt eller havde ondt.

I en periode begyndte jeg selv at blive meget forpasselig over min krop og de ting, jeg foretog mig. Det havde taget overhånd, og jeg var nødsaget til at sætte foden ned og sige stop! Det var ikke den person, jeg ønskede at være. Det var ikke en måde, jeg ønskede at leve på, og det var bestemt ikke en måde, jeg ønskede, at andre så mig på.

 

Jeg har siden starten af mit sygdomsforløb, tilbage i 2006, afprøvet hvad jeg kan og ikke kan. Efter de første par år viklet ind i bobleplast begyndte jeg at teste grænser. Det bragte både positiv og ikke så positiv læring med sig. Nogle gange gik jeg for langt. Nogle gange lærte det mig, at jeg kunne mere, end jeg først troede.

Det er kun dig, der kan mærke, hvordan din krop har det. Så tro på din egen dømmekraft. Nogle gange springer man ud i ting, som man bagefter finder ud af, ikke var så godt for en. Man lærer af det hele.

Der er en fin balance mellem at passe på sig selv og huske på, at du sikkert sagtens kan klare mere, end du tror.

Det er vigtigste er at lytte til sin krop.

Dertil har jeg erfaret, at det er en meget god ide, at fortælle andre, hvordan man har det. Både fysisk og psykisk. Ofte, gør det kun tilværelsen nemmere for en selv og personer omkring en.

I dag ved jeg udmærket godt, at min families meget forpasselige og beskyttende adfærd over for mig, da jeg var yngre, kun var i god mening. Af kærlighed. De var bange, forvirrede og har sikkert slet ikke haft noget ide om, hvad de skulle gøre.

Der er stadig tidspunkter den dag i dag, efter 14 år, at jeg skal minde min mor om, at jeg godt kan klare tingene selv. Det er helt okay. Min familie og nære venner ved godt, at jeg selv siger til og jeg ved, at når jeg gør, så er de der.

 

Hvis du skulle have nogen kommentarer eller spørgsmål, så endelig skriv på indlægget.

Pas på dig selv.

Venlig hilsen.

Relaterede artikler

Jeg lærte at være alene med mig selv

Mit sind skreg jo på forandring, og selvom jeg troede, der kun var den ene måde at deale med det hele på, viste det sig, at jeg var helt forkert på den. Jeg troede, at jeg gav mine venner noget ved altid at være der for dem, men jo mere jeg var der for dem, jo mindre var jeg der for mig selv.

Se lyst på livet

Min mor spurgte mig: “Maria, skal vi ikke tage til lægen? Jeg tror måske du kunne have en depression.” Jeg tænkte, at hun var skør og fortalte, at det var der bestemt ingen grund til. Jeg var glad.. eller jeg bildte i hvert fald mig selv ind, at jeg var glad.

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.