Bloggen

“Når far tæver mor, og mor tæver mig”

Jeg er blevet opdraget med fysisk tæv i stedet for følelsesmæssig omsorg, og jeg lærte derfor ikke at knytte mig til mennesker, da min tillid til mine forældre blev brudt i en tidlig alder. Jeg lærte heller ikke at sætte ord på mine følelser og tanker i frygt for at sige noget forkert til mine forældre.

Det var ikke noget, jeg tænkte meget på som barn, men det kom til udtryk i mit voksenliv. En følelse af ensomhed og indre vrede overvældede mig, når jeg sammenlignede mig selv med andre.

Tag over hovedet, og mad i munden

Jeg har ikke haft en dårlig barndom. Jeg havde tag over hovedet, gik aldrig sulten i seng og fik endda mulighed for at gå i skole hver dag. Udadtil så min barndom normal ud, men i virkeligheden blev jeg opdraget med tæsk.

Min mor tævede mig i afmagt og frustration, når hun ikke mente, at hun havde kontrollen over mig. Min far tævede min mor, fordi heller ikke han havde lært at udtrykke sig følelsesmæssigt. Det var derfor en negativ spiral, jeg var blevet hvirvlet ind i.

Lavt selvværd og ensomhed

I mangel på ubetinget kærlighed og en stadig større følelsesmæssig afstand mellem mine forældre og mig under min opvækst, oplevede jeg for alvor følelsen af ensomhed og indre vrede i mit voksenliv.

Det kom til udtryk i mit manglende selvværd og min ikke eksisterende evne til at dele følelser og tanker med andre. Disse to ting sammen gjorde, at jeg var blevet meget indadvendt og havde fået et “vredt” ansigtsudtryk. Jeg har tit hørt folk spørge, hvorfor jeg så så vred ud.

Jeg har derfor i mange år haft svært ved at knytte mig til andre mennesker og haft det svært med at dele mine inderste tanker og følelser. Ensomheden var blevet min følgesvend, men også min fjende. Den gjorde, at jeg tit blev vred på mig selv over, at jeg ikke var i stand til at være at være mere åben og social. Det var det, jeg ønskede, men vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre.

Modsat teorien

Igennem de seneste år har jeg lært mig selv at dele mine følelser og tanker med andre, ligesom jeg også har opbygget min tillid til andre. Det er ikke sket fra dag til dag. Det har taget tid, og jeg er stadig i gang med at blive bedre til det. Det kræver nemlig øvelse.

Første skridt var at se at jeg havde disse “mangler”. Det var således utrolig vigtigt, at jeg kunne erkende den virkelighed, jeg stod i. Med den erkendelse kunne jeg endelig kigge indad og ikke fokusere og beskylde folk omkring mig for mit “elendige” liv.

Jeg har fået hjælp fra diverse terapeuter, men den væsentlige forskel og ændring kom til udtryk, da jeg begyndte at gøre det stik modsatte af, hvad jeg plejede. Jeg begyndte at småsnakke med folk, jeg mødte på min vej i hverdagen. Kassedamen, buschaufføren, den gamle dame, hundelufteren.

Det var upersonligt og ufarligt, hvilket gav mig mod på mere dybdegående samtaler med dem, jeg havde nærmest. Sådan lærte jeg at bryde med den manglende evne til at dele mine følelser og tanker.

I kraft af at jeg blev mere åben og snakkesalig begyndte jeg også at tro på det gode i andre mennesker, hvilket betød, at jeg igen begyndte at stole på andre mennesker. Jeg lærte langsomt at få tillid til andre, og dermed gøre dem til en del af mit liv og blive en del af deres liv.

“Det tager tid at finde lyset, men når du finder dét, vil du undre dig over, hvor nemt livet egentlig er.”

Relaterede artikler

Aseksualitet er ikke en sygdom

Nej! Jeg er ikke blevet voldtaget. Jeg er ikke blevet misbrugt som barn. Det er ikke fordi, jeg har et kompleks over min krop. Det er ikke fordi, jeg endnu ikke har fundet den rette. Der er ingen fysisk lidelse, der står i vejen og jeg har ikke valgt at leve i cølibat… Jeg er bare aseksuel..

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.