Bloggen

Når kaffe kurerer mandagskvaleren

En af mine største mangler er, at jeg til tider kan have lidt for meget fart på og lidt for mange bolde i luften ad gangen, hvor jeg så godt kan have svært ved at indrømme, jeg har taget munden for fuld eller har brug for en hjælpende hånd. Stolthed og stædighed. Typisk, am I right? Så jeg måtte forleden erkende, at jeg hverken kan eller skal bære rundt på mine bekymringer selv, når nu jeg har et fantastisk netværk i baghånden.

Jeg havde fornyligt en dag, hvor jeg følte, at nu må hele korthuset da snart falde sammen. Bare sådan en dag hvor intet går som det skal. Jeg havde hovedet fuld af bekymringer. Sygdom i familien, at jeg snart står uden tag over hovedet, burde jeg sige et af mine jobs op, og burde jeg så søge noget andet? Og hvad skulle jeg så søge? Burde jeg tage mere hjem til familien? Spiser jeg tilstrækkeligt ift. min vægtøgning? Listen var lang af tanker.

Oveni hatten, begyndte det den morgen at regne ind ad mit nu åbenlyse utætte vindue, strømmen gik i et par timer (det er dog ikke uvanligt), og jeg havde ganske enkelt ikke flere rene trusser tilbage. Så det var egentlig bare en rigtig mandag på en onsdag.

Jeg har en rigtig sød kollega, som spurgte mig om jeg ikke kunne tænke mig at mødes til en kop kaffe, og jeg øjnede chancen for at holde op med at have ondt af mig selv og lidt kærkommen adspredelse, så jeg troppede selvfølgelig op på caféen. Her lærte jeg, at jeg havde brug for netop det modsatte. I stedet for en distraktion, havde jeg virkelig, virkelig brug for at lette hjertet og lade tankerne flyve. Min kollega sagde ordret: ”Det er ikke fordi, du ikke ser godt ud, men du ser altså lidt træt ud. Er du okay?” Jeg slugte min stolthed og sagde fladt ud, at nej, jeg var egentlig ret træt af den her dag. Min kollega lyttede til min plagesang over min lejlighed og udlejer, mit manglende undertøj, og alt hvad der ellers flød ud af min mund. Ja, jeg følte mig en smule skamfuld over at lyde så ynkelig, men helt ærligt, hvor havde jeg bare brug for at få lidt afløb. For det har alle mennesker nogle gange.

Min kollega tilbød at tage med hjem og få tørret det vand op, som jeg i vrede havde ladet ligge på gulvet, og at vi kunne lave lidt mad sammen. Jeg afslog selvfølgelig, for jeg følte mig egentlig lidt barnlig og besværlig, og jeg er jo et voksent menneske, jeg er da i fuld stand til at passe på mig selv. Vi endte dog alligevel med at gå sammen hjem, for jeg er tydeligvis ikke det eneste svært stædige menneske i Esbjerg.

Det viste sig at være det helt rigtige. Gulvet blev vasket, vi fik lavet en grøntsags tærte og drukket chai latte. Vigtigst af alt, fik vi grinet rigtig meget.

Min pointe er her, at det er helt okay at bede om og tage imod en lille håndsrækning en gang imellem. Selv når det gælder noget så simpelt som en omgang gulvvask. Nej, det fjernede ikke alt det andet, men jeg havde i momentet en der havde min ryg, og jeg var ikke længere Palle-Alene-I-Verden. Det kom bag på mig, hvor meget jeg egentlig havde behov for at få lov at brokke mig over alt og intet, og ikke følte at jeg skulle have ”Miss Sunshine”-hatten på for, at føle jeg var værd at være sammen med.

Noget vi kan hjælpe hinanden med at huske  på er, at det er okay ikke altid at være okay. Så nogle gange er det helt i orden ikke at kunne klare eller bære alting selv, alle kan have brug for en hjælpende hånd, og det kan næsten kun gavne dig at få lettet en lille del af byrden. Om ikke andet kan du risikere at få et spejlblankt gulv.

Relaterede artikler

Jeg lærte at være alene med mig selv

Mit sind skreg jo på forandring, og selvom jeg troede, der kun var den ene måde at deale med det hele på, viste det sig, at jeg var helt forkert på den. Jeg troede, at jeg gav mine venner noget ved altid at være der for dem, men jo mere jeg var der for dem, jo mindre var jeg der for mig selv.

Se lyst på livet

Min mor spurgte mig: “Maria, skal vi ikke tage til lægen? Jeg tror måske du kunne have en depression.” Jeg tænkte, at hun var skør og fortalte, at det var der bestemt ingen grund til. Jeg var glad.. eller jeg bildte i hvert fald mig selv ind, at jeg var glad.

Ro på, vi skal nok nå det

Hele gymnasiet stressede jeg over at være ældre end de andre. Jeg følte mig bagud. I starten af mit sabbatår kom den snart obligatoriske adventure udlandsrejse så også på listen over stressfaktorer. En familieven fik lidt ro på mig igen med nogle kloge ord (og en stor portion tålmodighed)

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.