fbpx

Jeg er biseksuel.
I mange år af mit liv følte jeg det som om, at der var noget, der var forkert inde i mig, og jeg havde meget svært ved at finde ud af, hvad det var. Det var lige indtil den dag, hvor jeg blev smaskforelsket i en kvinde – sådan forelsket med åndenød og det hele, når hun var i nærheden. Dér gik det op for mig. Først skammede jeg mig over det, men så nåede jeg til den konklusion, at det var ikke noget, jeg skulle skamme mig over, det er helt okay at være tiltrukket af mænd og kvinder. Hvorfor skal kærlighed alligevel begrænses til bare ét bestemt køn?

Men der er ikke mange, som ved, at jeg er biseksuel.

Jeg skammer mig ikke over at være det, men jeg er meget forsigtig med at fortælle det til andre. Det skyldes blandt andet, at jeg har stået i nogle underlige og ubehagelige situationer.
Jeg fortalte det engang til en veninde hvilket resulterede i, at hun med det samme spurgte: “Er vi så veninder fordi du vil i seng med mig, eller sådan noget?”, hvortil jeg svarede nej med det samme, for det var ikke min intention, jeg ville kun være hendes ven og nød hendes selskab. Efterfølgende brød hun sig ikke rigtig om, at jeg var i lokalet, når hun skulle skifte tøj, eller også ville hun ikke danse for tæt længere, når vi var i byen. Ting, som ikke betød noget som helst før, betød lige pludselig en masse for hende.
Jeg forstår ikke, hvorfor folk ændrer sig sådan? Hvis jeg var forelsket, eller noget i den retning, så havde jeg da helt sikkert gjort noget ved det? Men vi havde været veninder i 5 år, og jeg har ALDRIG været tiltrukket af hende. Det endte desværre med at blive et meget distanceret forhold, og det var jeg rigtig ked af.

Fortryder jeg så, at jeg var ærlig overfor min veninde? Absolut ikke. For uanset hvad, så er det en del af mig, og jeg synes, hun skulle vide det. Ja, udfaldet var ikke heldigt, men heldigvis er det ikke alle, som reagerer på den måde. Jeg har også venner og veninder, som synes det er fedt, og som har givet mig en ubetinget støtte.

Jeg har dog ikke fortalt det til min mor. Dette skyldes mange ting, men mest at hun ikke er den rummelige type. Jeg håber på, at jeg en dag finder en måde, at fortælle hende det på. Ikke fordi, at det skal gøres til noget stort og seriøst det hele, men jeg synes alligevel, at hun skal vide det.

Har du mod på at tage næste skridt og komme i gang med at hjælpe dig selv? Besøg vores selvhjælpskasse

TRYK HER

Esromgade 15, 3 - 2200 København N
kontakt@ungtilung.com