Bloggen

Min mor er alkoholiker og psykisk syg

Den dag i dag er jeg 25 år gammel, jeg husker ikke på noget tidspunkt i min barndom, at min mor har været stabil og i balance med sig selv.

Hun har altid drukket, været beruset af alkohol, selvfølgelig har der været dage, hvor hun har været ædru, men det var nu mest i forbindelse med, at der kom nogle fra kommunen, enten sagsbehandler, eller de 3 personer ansat af kommunen, som kom enten om eftermiddagen for at hjælpe os med lektier, eller om morgen for at sørge for, at vi kom i skole. Da min mor meget sjældent var oppe på den tid af dagen, så man var overladt til sig selv og skulle selv tage ansvar for at komme i skole til tiden, smøre sin madpakke, pakke gymnastiktøj, eller hvad det nu end kunne være.

I meget af min barndom havde jeg min mormor, som jeg besøgte meget. Hun støttede mig og forstod mig, når jeg fortalte, at min mor var fuld, så behøvede jeg aldrig at forklare tingene i dybden, og det var en lettelse for mig. Hun sørgede for, jeg fik rent tøj på og uden huller i. Hun købte som sagt tøj og sko til mig på trods af, hun kun havde sin folkepension, så hendes penge var små. Men den omsorg og kærlighed jeg fik derovre, var med til at give mig håb om, at livet kunne være anderledes.

Min mors drukrejser

Min mor har aldrig arbejdet, men kom på et tidspunkt i noget aktivering, mener det hed ”skiftesporet”. De havde en årlig rejse til Grækenland (betalt af kommunen), som min mor var meget glad for. Hun fortalte, at det var årets højdepunkt for hende, da det var en gratis rejse uden børn (vi er 5 i alt), hvor hun kunne få lov til at feste og drikke, uden der blev holdt øje med hende, at hun var fri.

Det gjorde utrolig ondt inden i mig, jeg havde ikke rigtig været ude og rejse, pengene var små, da hun skulle have til sit alkohol og smøger – så følte det var uretfærdigt, at hun skulle belønnes med en ”druk-ferie”, som jeg kaldte det. Dog havde hun altid gaver med hjem til os, og det værdsatte jeg meget.

Jeg var bange for at blive udstødt

Min mor har aldrig søgt læge med hendes problemer, både med købemani, druk og en vis socialangst, som hun vist også havde, der bundede i, at hun var meget overvægtig. Derfor mødte hun heller aldrig op til sociale arrangementer i skolen, jeg syntes det var så pinligt, jeg følte mig utrolig alene og måtte lyve over for læren og mine klassekammerater om, hvorfor min mor ikke var der.

Da jeg startede med at komme i plejefamilie, 8 år gammel, gav det mig en anden familie, nogle andre rollemodeller. De viste interesse for min skole og valgte at komme til de sociale arrangementer, der var i skolen. Det betød meget for mig, at jeg ikke var alene, følelsen af at der faktisk var nogle, som gad se mig opføre teaterstykker osv. At få bekræftelsen af at være god nok, at blive elsket og anderkendt. Det var en mærkelig følelse i starten, også fordi de andre skolekammerater godt vidste, at det ikke var min mor. Så pludselig skulle jeg forklare en hel del, før de forstod min situation, selvfølgelig uden jeg fortalte den primære grund til, at jeg kom i plejefamilie. Jeg ville ikke dømmes ud fra, at jeg havde en alkoholiseret mor, jeg var bange for at blive udstødt.

Jeg konfronterede min mor

Jeg husker tydeligt den dag, hvor jeg fik knækket min mor sammen psykisk, tror jeg har været 14-15 år, jeg havde i lang tid gået og prøvet at finde en forklaring på hendes opførsel, da jeg ikke kunne finde ro i mit sind, alt var så ulogisk, hvorfor drak hun? Hvorfor kom vi børn altid i anden række? Hvorfor kom hun ikke til arrangementer i skolen? Ja jeg havde 1000 spørgsmål, som fyldte mit hoved hver aften, når jeg gik i seng, og de var ved at drive mig til vanvid. Jeg havde prøvet at spørge min mor flere gange om, hvorfor hun gjorde som hun gjorde, men jeg blev fejet af med det samme hver eneste gang.

Men lige den dag, havde jeg fået nok, jeg havde tænkt over disse ting i meget lang tid, så jeg tog en direkte konfrontation med min mor. Hun fortjente at vide, hvad hun havde gjort ved mig psykisk, hvad jeg følte, hvordan jeg skjulte ting for omverden. Det var en hård en at komme igennem, jeg fik fortalt hende, hvordan hendes opvækst havde gjort hende til den person, hun var blevet til, hvorfor ingen af hendes brødre gad snakke med hende, at hun ikke kom til de arrangementer på skolen, fordi hun var tyk og hellere ville sidde derhjemme og drikke.

Jeg husker ikke rigtig mere præcist, hvad jeg sagde, da det er 10 år siden nu. Men en ting ved jeg – og husker jeg tydeligt – at hun brød sammen psykisk. Det resulterede i, at jeg blev sendt ud til min plejefamilie. Min mor kunne ikke holde ud at være sammen med mig, tror at hun var bange for, at jeg fortsatte, for jeg havde ramt hende – der hvor det gjorde mest ondt. Men set fra min egen synsvinkel og i mit indre, så fik jeg fred, jeg kom ud med min vrede, fik stillet alle mine spørgsmål til den rette ejermand.

Her tror jeg, at andre kan lære en meget vigtig lektie, jeg tror, at man først kan få fred i sit indre og ligge det bag sig, når man har leveret sine spørgsmål og frustration til den rette ejermand. Man kan sagtens snakke med andre om det, og det hjælper at snakke om det, fordi man får nye perspektiver på tingene. Men man får ikke fred, den indre vrede og fortvivlelse er så voldsom, at den til sidst kan være svær at styre, hvis man ikke får det ud.

Relaterede artikler

Min barndom

Jeg begyndte meget tidligt at registrere min mors humør og gik på listefødder, hvis der eksempelvis var noget, jeg skulle spørge om. Ville jeg gerne ud og lege, måtte jeg vælge tidspunktet at spørge på med omhu for at forhindre en konflikt.

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.