Bloggen

Min angst og jeg

Jeg har i mange år af mit liv levet en hverdag, hvor min faste følgesvend var min angst.
I mange år ville min angst lade mig tro ting som det, at jeg lod min telefon ligge på bordet, ville betyde, at der i mit “fravær” kunne være sket en forfærdelig ulykke, hvor min familie forgæves havde forsøgt at få fat i mig. Jeg kunne også befinde mig i en situation, hvor jeg lige havde mødt nogle nye mennesker, og så på vejen hjem derfra ville min angst begynde at bilde mig ind, at dem jeg lige havde mødt sikkert ikke kunne lide mig, og tænkte alt muligt dårligt om mig, mit udseende og min personlighed.

Brug for forandring

Det værste var næsten, at jeg på én eller anden måde havde affundet mig helt med, at min hjerne fungerede sådan. Det blev faktisk først et rigtigt problem for mig, da jeg begyndte på min uddannelse, og det var så slemt, at der var dage jeg ikke kom i skole. Enten fordi jeg ikke turde, eller fordi jeg var mentalt udmattet efter en nat med tankespind og åndedrætsbesvær. Det var uudholdeligt!

Så en dag tog jeg den beslutning at tale med min læge om det. Jeg havde simpelthen fået nok af min dumme angst! Og heldigvis havde jeg et godt og trygt forhold til min læge, så der kunne min angst ikke trænge ind i mit hoved, og afholde mig fra at tale med ham om det hele. Jeg blev efter samtalen med lægen sendt mere eller mindre direkte ned på psykiatrisk afdeling, hvor jeg kom til at tale med en psykolog om min angst. Her blev det virkelig tydeligt for mig, hvor meget min angst faktisk havde spændt ben for mig heeeleee mit liv, og hvor meget den ville komme til at gøre det, hvis den ikke blev behandlet. I starten var det nødvendigt for mig at dulme min angst med beroligende piller kombineret med et længere terapiforløb. Jeg kan huske, at jeg synes det var voldsomt angst-provokerende, at tale med andre om, hvordan jeg havde det, og jeg havde i starten virkelig svært ved at bryde min “angst-skal”. Heldigvis var psykologen enormt dygtig, og før jeg vidste af det, så sad jeg og talte frit om mine problemer, som om det var det mest naturlige i den her verden. Det var befriende!

Forbedring i eget tempo

Efter en længere periode stoppede jeg med at tage piller, men fortsatte med min terapi. Min psykolog gav mig en masse gode redskaber til at tackle angsten i min hverdag; jeg skulle lære at lade min telefon ligge, uden at jeg måtte kigge på den. Først i måske bare 1 min. så herefter i 2 min. osv. Jeg blev desuden også bedt om hver morgen, at fortælle mig selv i spejlet, at jeg er smuk, at jeg er klog, og at det nok skal blive en god dag. Det var blot nogle af de redskaber jeg fik, men det bedste af det hele var, at alting foregik udelukkende i mit eget tempo! Og syntes jeg, at det hele blev lidt for svært, eller jeg fik et tilbagefald, så var det også helt okay, der var INGEN som blev sur på mig.

Nu er det ved at være nogle år siden, at jeg var igennem alt dette, og i dag er jeg nået så langt, at jeg kan styre min angst på en sådan måde, at den ikke står i vejen for min uddannelse, mit job eller det at være sammen med andre mennesker. Det er så fedt! Og jeg husker at klappe mig selv på skulderen hver dag, fordi jeg tog valget om at gøre noget ved min angst.

Relaterede artikler

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.