Jeg er et barn af en skilsmisse-familie. Det er ved at være mange år siden, og livet har ændret sig meget siden da. Det var på papiret en helt fin skilsmisse, men det betyder ikke, at den ikke tog rigtig hårdt på mig og mine søskende. Det gik som en skilsmisse nu går, men hvad jeg i mine senere år har fundet mig meget påvirket af, er det syn på kærlighed, det gav mig.

Jeg har nok ikke haft de bedste rollemodeller at se op til. Kærligheden var altid meget skjult, og kram og kys var meget fjernt for alle i min familie. Det har givet mig nogle kampe, når jeg har ledt efter kærlighed. Fordi med TV-romancer som guide er det enten meget idyllisk og romantisk, eller det helt modsatte. Hvis man prøver at navigere rundt i, hvad man tror kærlighed er ud fra 110 forskellige forestillinger, ender man op med et værre rod.

Min kærligheds-identitet

Det er rigtig svært at finde sin egen kærligheds-identitet i et kæmpe virvar af forskellige forestillinger, men det er faktisk lige det, der har motiveret mig til at finde ud af, hvordan jeg selv var. Min kærlighed kan jo ikke måles i, hvordan andre synes, den skal være. Min kærligheds-identitet er min helt egen unikke ting. Min måde at være kæreste på er langt fra, hvordan mine forældre var mand og kone. Og det har jeg det virkelig godt med! Tænk hvis jeg aldrig fik lov til at kysse min mand. Det er slet ikke min kærligheds-identitet.

Jeg har brug for kys og kram og søde ord.

”Hvorfor?”

At komme til hvor jeg er nu, har krævet en masse mod og nysgerrighed. Men jeg er glad for, at jeg satte spørgsmålstegn ved det, for ellers var jeg aldrig kommet til, hvor jeg er i dag.

Så jeg vil opfordre alle til at prøve at stille spørgsmålstegn ved alle de ting, hvor svaret er ”jamen sådan er det bare”, ”sådan har det altid været”, ”sådan gjorde mine forældre det altså bare”, og så videre!!!

Det er nemlig lige der, at man faktisk rigtig kan dykke ned i sig selv.