Min værste fjende

Mit forhold til min krop, har bestemt ikke altid været venskabeligt. Jeg har brugt den som redskab til at straffe mig selv, når jeg ikke følte mig god nok eller tilstrækkelig nok. Så på den måde, blev den min værste fjende. Den blev et billede på alt det, jeg hadede ved mig selv. Jeg har kørt den hårdt, og presset den derud, hvor den ikke kunne bære mere, fordi jeg ikke kunne mere.

 

Fordi jeg aldrig var god nok, så var min krop det heller ikke. Min mave for bulet, mine bryster for store, min numse for flad, og min hud for bumset. En stor del af min spiseforstyrrelse gik ud på at forme min krop, for var den god nok, så var jeg god nok. Her opstod der også en del forvirring i min jagt på den perfekte krop – Den ene dag ønskede jeg den skulle være tonet og muskuløs. Jeg skulle være markeret og stå helt skarpt. Det stemte ikke overens med mit andet ideal, om en helt lille, tynd og spinkel krop. Det giver sig selv at anoreksien sikrede mig den lille krop, men selv da hadede jeg den. Jeg blev aldrig tilfreds, den kunne ikke blive tynd nok.

 

Behandl den som en du har kær

Da jeg langt om længe tog kampen op med min spiseforstyrrelse, og alle de årsager der lå bag, lærte jeg også at behandle min krop som en kær ven. Jeg spurgte mig selv, om jeg ville behandle en god veninde eller et familiemedlem på den måde, som jeg behandlede mig selv? Absolut ikke. Jeg ville aldrig nogensinde bede en veninde, bekendt, eller en fjende, om at sulte sig selv, overmotionere, eller at slå sig selv oveni hovedet med alle sine fejl og mangler. Så det var det jeg mindede mig selv om, hver gang jeg stødte på en udfordring i min kamp.

 

Accept

I dag kan jeg helt ærligt sige, at jeg elsker min krop, og med alt det den er. Og den kærlighed til mig selv, bunder i en accept af mig som person, hvad jeg er og ikke er, og dernæst en accept af den måde, jeg ser ud på. Altså, skal jeg elske det der er lige foran mig, ikke det der kunne være. Jeg oplever stadig nogle øjeblikke, hvor jeg ser mig selv i spejlet, og kan føle mig helt forundret over hvor meget jeg egentlig holder af min krop og den måde jeg ser ud på, når nu jeg før har haft så stort et selvhad. Kunne jeg kramme mig selv uden at ligne en idiot, jamen så gjorde jeg det.

 

Et samarbejde

Jeg tænker også på mit forhold til min krop som et tæt samarbejde. Mit mentale og fysiske helbred går hånd i hånd, de to er et partnerskab.

 

Jeg dyrker motion, men fordi jeg ved det er godt for min krop, og fordi jeg ved det løfter mit humør.

 

Jeg fylder min mave med mad, og sørger for at få en varieret kost. Jeg ved at hver en celle, hver en muskel og nerve, min hjerne og mit hjerte, har brug for energi til at arbejde. Og har den ikke energien, jamen så er det simpelt, så kan jeg ikke arbejde, eller, leve.

Kropspleje

Jeg plejer min krop, som jeg ville pleje en jeg elsker. Jeg mærker efter hvad den har brug for, om den er sulten, om den er tørstig, eller træt.

Så er selvforkælelse et nøgleord i min hverdag – Jeg tager varme bade, hygger med ansigtsmasker og neglelak, og smører mig ind i en vaniljecreme fra top til tå.

 

Et kropsligt budskab

Jeg ved at mange unge piger, såvel som drenge, har et forvrænget kropsbillede. Rigtig mange jagter et kropsideal, og bruger ulykkeligt meget energi og tankekraft på det. Man lærer ikke at hvile i sig selv, eller at acceptere sig selv, fra den ene dag til den anden. Det er en lang proces, og med både fremgang og skridt tilbage, men vid, at det aldrig er umuligt.

Det bedste råd jeg vil give fra mig, er at netop som jeg gør hver eneste dag, så tænk på din krop som din bedste ven. Behandl den derefter, for det er den der skal bære dig gennem livet, og som gør meget af det hårde arbejde hvert eneste minut af hver eneste dag.