J. Dyreholt

Har du mod på at tage næste skridt og komme i gang med at hjælpe dig selv? Besøg vores selvhjælpskasse

TRYK HER

Stol på din intuition! (2 af 2)

Dette er fortsættelsen til ”Stol på din intuition! (1 af 2)”

Møde omkring videre behandling
Til det sidste møde med overlægen får jeg af vide, at hun mener, at jeg har autistiske træk, som hun gerne vil undersøge nærmere, så jeg kan blive ordentligt udredt inden for autismespekteret. Jeg spørger ind til, hvorfor hun vælger den vej, når jeg nu følte at mange flere ting passede overens med depressiv personlighedsstruktur, og når nu alt det min mor havde sagt ikke passede med autisme/Aspergers. Jeg får af vide, at det var lige meget, hvad min mor havde sagt, og at det var et typisk træk på autisme at være stædig.
Jeg blev så vred! For jeg var ikke stædig, jeg forstod ikke hendes argument for, hvorfor vi skal gå videre med én ting, når det var den anden ting, der havde klikket mest hos mig. Og hvis det var ligegyldigt, hvad min mor havde sagt, hvorfor ville overlægen så have min mor ind til en samtale til at starte med?

Jeg prøvede at forklare hende, at jeg ved første samtale ikke rigtig havde husket min barndom, men nærmere digtet ud fra, hvordan jeg havde det den dag.
Hun holdt dog fast i sit synspunkt om, at jeg bare var stædig og uanset om jeg ville ”modtage den hjælp de kunne tilbyde” eller ej, så ville jeg få et notat i min journal, hvor der står, at jeg har autistiske træk.

Jeg takkede nej til ”hjælpen” og på vej hjem var min pædagog, desværre, det modsatte af støttende. Hun tog overlægens side og prøvede at overtale mig til, at grunden til, at jeg ikke ville have den diagnose sandsynligvis kunne have noget at gøre med, at min fætter, der i min opvækst havde ”leget læge” med mig, også havde den diagnose (Aspergers).
Til sidst fik jeg hende dog overbevist om, at jeg altså ikke gjorde det for at være stædig, men fordi der var en masse ting, der ikke gav mening i det forløb. Og fordi jeg ikke syntes, det gav nogen mening, at man skulle gå videre med at blive udredt inden for en diagnose, som man ikke følte passede på én. Det endte efterfølgende med, at jeg fik flere undskyldninger fra hende, for at hun ikke havde støttet mig, og hun forklarede mig, at hun som person er meget autoritetstro, og derfor ikke havde overvejet, at lægen kunne tage fejl. På daværende tidspunkt var jeg næsten også kun lige flyttet ind på herberget, så hun kendte mig jo heller ikke så godt endnu.

Min løsning
Jeg fik ikke mere hjælp gennem Glostrup, men heldigvis kom jeg på et aktiveringsforløb gennem kommunen på Kofoed Skole, hvor jeg havde en psykolog tilknyttet, som jeg havde samtaler med en gang om ugen. Efter et års tid i det forløb, var jeg gået fra at have det rigtig skidt og beskrive mig selv som en person, der tænkte meget negativt, til at være blevet glad og en person, som jeg nu vil beskrive som en, der har en positiv indstilling til livet. Jeg var rent faktisk ude af depressionen. Jeg begyndte på en uddannelse, som jeg snart er færdig med. Og et år inde i min uddannelse var jeg trappet helt ud af den antidepressive medicin (efter aftaler med min læge, selvfølgelig).

Jeg er altså nu både medicinfri og depressionsfri takket være min intuition, der fortalte mig, hvad der var den rigtige vej at gå.

Mit råd er derfor, at I skal lytte til jer selv. Lyt til, hvad jeres egen intuition fortæller jer. Og brug noget tid, hvis det er nødvendigt til at formulere en forklaring på, hvorfor I tænker, som I gør.

Til sidst vil jeg også lige pointere, at jeg selvfølgelig ikke synes, at der er noget galt med at have nogle af de diagnoser, som jeg blev undersøgt for, men min intuition sagde mig bare, at det ikke var det, jeg havde, og derfor valgte jeg at gå en anden vej.

Har du mod på at tage næste skridt og komme i gang med at hjælpe dig selv? Besøg vores selvhjælpskasse

TRYK HER

Esromgade 15, 3 - 2200 København N
kontakt@ungtilung.com