Vi har alle en biologisk familie. Forældre vi er barn af. Måske søskende. Bedsteforældre, fætre, kusiner. Forhåbentlig har langt de fleste en ret normal og fredelig familie. For det er jo normalt at have en familie, man elsker over alt på jorden, og som man vil gøre alt for. Så normalt at man føler, der bliver kigget skævt til en, hvis man ikke har det samme. Det er i hvert fald sådan, jeg kan have det.

Min familie
Min familie har altid været fuld af stridigheder. Mine forældre blev skilt, da jeg var omkring 10 år, hvorefter min mor giftede sig med min stedfar. Mine søskende har aldrig kunne enes, og nogle af dem var også sure på vores mor, hvilket gør at der er flere søskende, jeg ikke har kontakt til i dag – og ærlig talt nok heller ikke ønsker kontakt til. Jeg kan godt blive ked af det og ønske det var anderledes. Men jeg kan ikke alene ændre min familie eller slette stridighederne mellem familiemedlemmer.

Jeg er en efternøler, så jeg kom ret sent ind i hele balladen. Det har måske også gjort, at det er nemmere for mig at se tingene udefra. At jeg i højere grad har kunnet vælge hvilken side, jeg ønsker at tage – eller helt melde mig ud. Jeg ved min familie har problemer, så jeg kan godt skamme mig helt, når jeg skal snakke om den til andre. Jeg finder mig nogle gange i en situation, hvor jeg undskylder noget om min familie til min egen mand. Han kommer fra en skøn familie med kun få problemer. Så jeg føler jeg skal undskylde. Men han ser slet ikke tingene på samme måde som mig, og han elsker sine svigerforældre, der i dette tilfælde tæller min mor og stedfar.

Det vil jeg gerne snakke noget mere om med udgangspunkt i nogle specifikke oplevelser, jeg selv har haft. Om tider, hvor jeg har måtte balancere mellem biologisk og ikke-biologisk familie. Om situationer, hvor jeg har måtte vælge familie fra for selv at have det godt. Om at være en mønsterbryder og efternøler, der står midt i en i forvejen splittet familie. Men som kom ud på den