fbpx

Jeg havde en lang periode af mit liv, hvor jeg egentlig ikke følte nogen videre glæde ved at leve. Hvor jeg mest af alt bare fulgte den linje, som alle følger uden at tænke over, hvad jeg i virkeligheden selv ville. Jeg tog en HF efter 10. klasse, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville. Derudover havde jeg en kæmpe ansvarsfølelse overfor min mor og lillebror, fordi min stedfar var en tyran med et humør, der skiftede fra det ene sekund til det næste. Jeg brugte en masse tid på at bekymre mig om, hvilket humør han nu var i, når han kom hjem. Min far havde tit tilbudt mig at flytte ned til ham, men jeg turde ikke flytte af frygt for, at min stedfar ville få isoleret min mor endnu mere fra omverdenen, end han allerede havde formået, og jeg var også bange for, at jeg måske ikke kom til at se hende og min lillebror mere. Selvom min stedfar aldrig udøvede fysisk vold mod os, så var han ikke bleg for at smadre ting og råbe og skrige. Det var altså et miljø fyldt med verbal vold og en konstant følelse af nervøsitet i maven, når han var hjemme. Vi flyttede på et tidspunkt fra min stedfar, og jeg troede at nu ville det hele ændre sig, men desværre kom han hele tiden rendende, og det eneste der var forskelligt fra før, var sådan set adressen.

På et tidspunkt, kort inden jeg selv bliver diagnosticeret med depression, bliver min far diagnosticeret med kræft. Min største frygt på det tidspunkt i mit liv var at miste min far, da han var den eneste, som jeg følte jeg kunne stole 100% på. Da han fik diagnosen, havde jeg det så dårligt, at jeg lavede en aftale med mig selv der hed; ”Når min far dør, så gør jeg også.” Jeg havde planlagt at tage mit eget liv, når han døde af kræften. Jeg var så træt af at kæmpe den kamp med min mor og stedfar, og med at prøve at få hende til at se, hvor dårlig han var for hele familien. Jeg havde givet op. Det eneste jeg levede for på det tidspunkt, var min far. Jeg synes ikke jeg kunne være bekendt at tage herfra, når jeg vidste at jeg var hans et og alt, og han havde oplevet nok lort i sit liv syntes jeg.

Heldigvis nåede min mor for alvor, at gå fra min stedfar inden min far døde af kræft, og jeg følte ikke længere, at jeg ikke havde andre at leve for. Nu havde jeg også hende at leve for igen. Det er dog først et par år efter min fars død, at det går op for mig, at jeg ikke skal leve for andres skyld. Jeg skal da leve, fordi jeg selv synes, at jeg har noget at leve for, og ikke bare for at skåne andre for smerten ved min død! Først da det går op for mig, at jeg vil leve for mig selv, og ikke for andre, begynder der at ske fremskridt i min tilværelse og fremskridt i min depression. Men det var svært i starten at finde noget at leve for, da der ikke foregik særlig meget i mit liv. Jeg besluttede mig for, at det første jeg ville leve for for min skyld, var at få et liv, hvor jeg er glad. Jeg ville væk fra depressionen, og NU skulle det virkelig lykkes. Det har været en lang og sej kamp, men jeg er kommet ud af depressionen, og jeg lever nu et liv, som jeg er meget glad for! Et liv jeg på et tidspunkt i mit liv aldrig havde troet, at jeg ville få. Jeg er hverken den rigeste eller en person, der laver de store aktiviteter, men jeg har et liv jeg nyder! Jeg har et liv, hvor jeg hele tiden arbejder på at blive bedre til de ting jeg ikke helt er så god til, mens jeg samtidig sætter pris på de ting, som jeg rent faktisk kan!

Esromgade 15, 3 - 2200 København N
kontakt@ungtilung.com