fbpx

I mit liv har jeg været igennem en del ting, der bestemt ikke er optimale. Blandt de værste ting jeg har oplevet, er der blandt andet seksuelle overgreb begået af to forskellige, og en stedfar der var en tyran i hele min opvækst. De ting har højst sandsynligt været meget store grunde til, at jeg også udviklede en depression i en alder af 15 år.

Jeg er først kommet ud af min depression, da jeg var 25-26 år gammel og har generelt haft et liv, der har været præget af negative tanker omkring mig selv og min fremtid.

Tiden efter depression

Heldigvis er jeg nu et meget bedre sted end nogensinde før. Jeg har stadig ”ar” fra de ting, jeg har været igennem. Og jeg har da også stadig et meget mindre energiniveau, end jeg havde, før jeg fik en depression. Dog er mit energiniveau også langsomt på vej i den rigtige retning igen.

Jeg er blevet til en person, som jeg synes, jeg kan tillade mig at være stolt af. Jeg er blevet, den jeg er på grund af de ting, jeg har oplevet, og derfor ville jeg heller ikke ændre nogle af oplevelserne. Jeg har fundet ham, jeg vil være sammen med resten af livet. Hvis jeg kunne gå tilbage og ændre på noget i mit liv, så er jeg ikke sikker på, jeg ville være havnet, hvor jeg er nu. Og måske havde jeg aldrig mødt ham. Måske var jeg heller ikke blevet til den person, jeg er i dag, uden de oplevelser. Højst sandsynligt ikke. Så jeg prøver at fokusere på mit liv nu i stedet for at hænge mig i fortiden. Selvfølgelig er der stadig personer, jeg helst undgår, og oplevelser der sidder dybt i mig, men det betyder ikke, at man ikke kan vælge at bruge dem til noget godt.

Egne oplevelser 

Jeg håber blandt andet, at mine oplevelser kan bruges til at inspirere eller hjælpe andre her på bloggen med at se, at man godt kan komme videre. Men egentlig synes jeg også, at jeg har fået en fantastisk evne til at sætte mig ind i andre menneskers liv og tanker, fordi jeg selv har oplevet ”slemme ting”. Det er en evne, jeg ikke synes, der er mange, der har, og jeg sætter meget stor pris på, at jeg har lært det.

En af de vigtigste ting som mine oplevelser har lært mig er, at jeg ved præcist. hvor mine grænser går, og hvad jeg vil og ikke vil finde mig i.

Derudover har jeg lært at arbejde med de ting ved mig selv, jeg ikke synes er, som jeg gerne vil have. Så jeg er i konstant udvikling.

Har du mod på at tage næste skridt og komme i gang med at hjælpe dig selv? Besøg vores selvhjælpskasse

TRYK HER

Esromgade 15, 3 - 2200 København N
kontakt@ungtilung.com