Bloggen

Jeg lærte at lytte til mig selv

Jeg har i mange år været ufattelig dårlig til at stoppe op og tage et skridt tilbage for at mærke efter, hvad det er, jeg egentlig har brug for, og om hvorvidt det jeg gør, og de mennesker jeg omgiver mig med i min hverdag, egentlig gør mig glad, eller om disse egentlig bare øger det pres, jeg i forvejen har lidt under.

Mit eget pres

Jeg valgte i sin tid at flytte til London og påbegynde jurastudiet på bekostning af mit eget velbefindende. Jeg vidste inden jeg rejste, at det føltes forkert, og at det ikke længere var det, jeg brændte for. London er derfor et rigtig godt eksempel på, hvordan jeg mange gange har svigtet mig selv, for jeg rejste alligevel. Jeg måtte bare leve op til det, jeg troede, der blev forventet af mig, og som passede ind i det “image”, jeg selv havde skabt. Jeg skulle i stedet have taget hånd om mig selv, og lyttet til det, som både min hjerne og krop skreg af mig: Det var slet slet ikke det, jeg skulle.

Det pres jeg i forvejen følte lå på mig, blev derfor betydeligt øget, og min spiseforstyrrelse eskalerede. Det gjorde mig syg, deprimeret og vanvittig angst for ikke at kunne leve op til andres billede af mig. Jeg tror ikke, at jeg kunne have undgået min sygdom, selvom jeg havde mærket efter mine egne behov og blevet hjemme, men jeg tror helt sikkert, at den i så fald ikke havde endt med at blive så slem, som den gjorde. Mine valg og min manglende evne til at passe på mig selv gjorde mig syg.

Husk at mærke efter

Om ikke andet, er jeg heldigvis i dag meget bedre til at sætte mine egne behov først, og til at mærke efter, om de skridt jeg tager i mit liv, er de rigtige, og om jeg gør det for at glæde mig selv eller andre. Det har været vigtigt for mig at erkende, at det i sidste ende er mit eget ansvar at passe på mig selv; kun jeg kan mærke, hvad jeg egentlig har behov for. Derfor kan man heller ikke forvente, at andre kan se eller forstå, hvad der foregår inde i dig.

Noget jeg selv havde ønsket, at nogen havde sagt til mig tidligere, er, at det er helt okay at vælge en anden vej, end det din omgangskreds lader til at forvente af dig. Hvad enten det er i forhold til studievalg, eller noget så simpelt, som at takke nej til fredagsbar, fordi du egentlig hellere vil bruge aftenen under dynen med Netflix, end du vil bruge den på at lade som om, du synes, det er helt vildt fedt at være der. Mærk efter, hvad du vil, og følg det i stedet for at lade dig styre af andres behov, for det er dig, der skal leve med dine valg. Og hvis det er er en sund omgangskreds, du har, så skal de nok synes, du er et fantastisk menneske, også selvom du en gang imellem takker nej til en omgang beerpong.

Relaterede artikler

Hvor fa’en er mine grænser

Jeg prøvede at vurdere, om det jeg kunne mærke inden i, nu også kunne passe. Jeg stolede ikke på de ting, jeg inderst inde godt vidste, jeg ikke kunne lide. Så allerede inden jeg sådan rigtig tydeligt kunne mærke, at jeg havde en grænse, så skubbede jeg den til side, og sagde, at det nok ikke passede. At jeg nok var forkert, for sensitiv, for åndsvag, for meget osv.

Jeg lærte at være alene med mig selv

Mit sind skreg jo på forandring, og selvom jeg troede, der kun var den ene måde at deale med det hele på, viste det sig, at jeg var helt forkert på den. Jeg troede, at jeg gav mine venner noget ved altid at være der for dem, men jo mere jeg var der for dem, jo mindre var jeg der for mig selv.

Aseksualitet er ikke en sygdom

Nej! Jeg er ikke blevet voldtaget. Jeg er ikke blevet misbrugt som barn. Det er ikke fordi, jeg har et kompleks over min krop. Det er ikke fordi, jeg endnu ikke har fundet den rette. Der er ingen fysisk lidelse, der står i vejen og jeg har ikke valgt at leve i cølibat… Jeg er bare aseksuel..

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.