Bloggen

Jeg har HPV

”Du har HPV-virussen, og vi vil gerne se dig til en nærmere undersøgelse’’

‘Hej HPV-virus, farvel børn, farvel kæreste og farvel liv’. Det var mine første tanker, efter jeg havde fået opkaldet fra lægen…

8 ud af 10 bliver smittet med HPV i løbet af livet, langt de fleste ved det ikke, og det gjorde jeg heller ikke. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle have en ’sex’-sygdom, – men hvem gør også det? 😉 Jeg blev faktisk kun tjekket, fordi min kæreste blev bekymret.

HPV er en virus, som kroppen, langt de fleste gange, selv kan fjerne, ligesom når vi bliver forkølede, men i mit tilfælde var min krop bare doven. Jeg blev undersøgt hos lægen, og man kan vel sige, jeg fik hele turen. Udskrabning, vævsprøver og keglesnit. Jeg må da ærligt indrømme, at jeg var meget nervøs men ikke bange, for jeg havde den bedste gynækolog. Hun var virkelig sød og fortalte mig under hele processen, hvad hun lavede og sørgede for, at jeg altid kunne spørge hende til råds, hvis jeg havde yderligere spørgsmål.

I starten tænkte jeg meget over, hvad det betød for min fremtid med min kæreste. Ville jeg miste evnen til at få børn? Hvis jeg gjorde det, ville jeg ikke kunne give ham hans største ønske. Nemlig at stifte familie. Jeg var bange for at fortælle ham det. ’’Ville han mon gå fra mig nu?’’ Ville jeg kunne give ham børn?’’ Men jeg følte samtidigt, at hvis det var ham, jeg skulle være sammen med resten af mit liv, skulle jeg være ærlig! Jeg er taknemmelig for, at jeg fortalte ham det dengang, for han kiggede mig dybt i øjnene og sagde: ’’Så må vi få børn på andre måder, så længe jeg bare har dig!’’ Jeg var så bange for, at hans drøm skulle blive knust om familie og børn, men jeg blev virkelig lykkelig over, at han reagerede, som han gjorde.

Jeg var meget nervøs i starten, men begyndte hurtigt at snakke med folk om det, og jeg er heller ikke bleg for at fortælle, at jeg har virussen i kroppen, for så længe jeg snakker om det, så længe skammer jeg mig ikke. Jeg smitter ikke! Det er mange gange folks første reaktion, men er det bare fordi de ikke selv tør stå frem? Eller er det fordi, emnet ikke er belyst nok?

Jeg skammer mig i hvert fald ikke, for jeg er ikke den eneste, og det er du heller ikke!

Relaterede artikler

Farvel er ikke kun et ord

For 7 år siden, da jeg var 19 år, skulle jeg sige farvel, da jeg mistede min klippe, min bedste ven, min far! Han var syg i en længere periode, og inderst inde vidste min søster og jeg godt, at dagen ville komme, men det sker jo kun for naboen. Ikke for os. Min søster blev ringet op af hospitalet: ”Det er nok bedst, I kommer ind og siger farvel.” Min første tanke var: “Jeg skal sgu ikke sige farvel til min far!’’

Se lyst på livet

Min mor spurgte mig: “Maria, skal vi ikke tage til lægen? Jeg tror måske du kunne have en depression.” Jeg tænkte, at hun var skør og fortalte, at det var der bestemt ingen grund til. Jeg var glad.. eller jeg bildte i hvert fald mig selv ind, at jeg var glad.

At leve med ADD

Det har været svært at vokse op med sygdommen, da jeg ofte har følt mig alene. Sygdommen har rigtig mange fælles symptomer med depressionen. Efter jeg blev erklæret rask fra depressionen, var jeg bange for, at jeg altid ville have depressionstegnene.

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.