Ovenstående er et meget relativt spørgsmål – Hvornår er man rask? Det er et spørgsmål, jeg for første gang har taget stilling til forleden, da en bekendt spurgte mig, ”Vil du kalde dig selv rask?”. På stående fod erklærede jeg, at selvfølgelig er jeg da det, om vedkommende ikke kunne se det? Men faktum er, som vi i dagens Danmark heldigvis får sat mere og mere fokus på hver dag, at sygdom ikke kan altid spottes udefra.

Efter min umiddelbare, defensive reaktion har jeg dog reflekteret en smule over det og, hånden på hjertet, jeg er da i tvivl. Så jeg har forsøgt at inddele min ”raskhed”:

Diagnose og afsluttede forløb

Jeg fik i sin tid stillet diagnosen ’Anorexia nervosa’, og hertil kom jeg også i en angstdæmpende behandling. Jeg er blevet fulgt tæt af Endokrinologisk afdeling på OUH, hvor jeg lydigt én gang i måneden, siden januar, er troppet op til vejning, blodprøver, EKG osv. Jeg blev officielt afsluttet for 2 uger siden. Det var en kæmpe sejr – Fysisk, er jeg rask. Teamet havde tillid til, at jeg nok skulle holde den gode sti, og at jeg er i stand til at række ud efter hjælp, skulle det begynde at skride for mig. Den bedste ting de sagde til mig den dag var, at de ikke troede på, jeg ville blive ramt af det store tilbagefald.

Jeg har forstået faren og fundet livet igen. Altså, har jeg også de professionelles tillid til min raskhed.

Trods mit afsluttede forløb i det offentlige har jeg stadig en ugentlig vejning og samtale med en diætist i det private regi. Gør det mig så syg, at jeg stadig har behov for det? Det ved jeg ikke. Men jeg ved, at samtalerne gavner mig, jeg får vendt alt det, der er svært og alle mine små sejre. Og så er det vigtigt, at der bliver holdt øje med min vægt, at den forbliver stabil. Det ved jeg, at jeg ikke selv kan eller vil administrere, det har jeg brug for hjælp til. Så måske er jeg ikke helt rask i den forstand?

 BMI

Igen, kropsligt er jeg rask. Næsten. Min vægt er normal, mit BMI er normalt. Og halle-fucking-luja for det. Den kamp har været lang og frustrerende, men det lykkedes. Jeg vægtøger dog stadig, jeg er trods mange måneders kamp stadig i den lave ende. Så den er lidt ambivalent. – Er jeg mest rask på 50kg, 55kg eller på 60kg? Og er jeg rask, så længe jeg vægtøger?

Socialt liv

Denne her er den vigtigste for mig – Jeg lader ikke længere spiseforstyrrelsen hindre mig i at deltage i sociale sammenhænge. Jeg går i byen, jeg drikker Sex on the Beach og spiser kebab på hjemturen. Jeg tager med til tapas-night og propper mit ansigt med spansk pølse og pesto. Jeg spiser flødekager med min gamle morfar og henter take-away med tøserne, når ingen af os kan overskue madlavning. Alle de her ting virkede engang helt umulige for mig, og jeg sagde nej til alle invitationer, jeg fik sendt min vej, min spiseforstyrrede hjerne kunne simpelthen ikke overskue det. Men jeg kan gøre alt det her i dag – og mere til, og dét gør mig rask.

Tankemønstre

Der er ikke længere noget, der som sådan er ”forbudt” for min hjerne at spise. Med det sagt, så kan jeg stadig have øjeblikke, hvor det kan være lidt svært for mig at beslutte, om hvorvidt jeg vil have ost og bacon i min burger, eller ej. Den rationelle og madglade del af mig vil selvfølgelig gerne, den snert af den spiseforstyrrede i mig vil nøjes med salaten. Her får jeg 9/10 gange overvundet det forstyrrede tankemønster, men når det så hænder, at den sidste tiendedel ser ud til at vinde, kan jeg godt få brug for en hjælpende hånd. -En god veninde eller ven der siger, ”Jeg tager sgu dobbelt-op på bacon i min burger, skal du ikke også bare det?”. Gør det mig syg, at jeg stadig kan have brug for det?

Det er ikke et sort/hvidt spørgsmål

For folk med psykisk sygdom kan det her være et meget kompleks og relativt spørgsmål. For er man først ”rask”, når man ikke har én eneste forstyrret tanke? Og hvad med det normale menneske? Bliver de ikke også nogle gange ramt af nedtrykkende tanker og lavt selvværd? Gør det os så ikke alle syge? Eller raske? Komplekst – Am I right?

Det kan i sidste ende kan være ligegyldigt, hvad jeg definerer mig som. For jeg er vist hverken eller. Det vigtigste er, at jeg ved, jeg har det godt, jeg har en enorm livsglæde, min krop har det godt, og jeg vil have det godt Jeg faldt forleden over et billede taget af mig, da jeg var aller sygest. Sammenlignet med både hvordan jeg havde det psykisk og så ud fysisk dengang, så er jeg eddermaneme rask, om ikke andet så meget tæt på . Så spark i røven og store kvindebrøl til anoreksien herfra.

Har du brug for en at chatte med? I chatten og mentorsamtalen sidder vi klar til at hjælpe dig hjælpe dig.

Find en at snakke med her

Esromgade 15, 3 - 2200 København N
kontakt@ungtilung.com