fbpx

Jeg er det ældste barn i huset, og dertil er jeg også den eneste af mine søskende, som ikke deler alt, jeg føler, og jeg har nok altid været tilbageholdende med at fortælle vores mor om, hvad der foregår i mit liv. Så det blev hurtigt sådan, at min mor dedikerede al hendes tid og opmærksomhed til at hjælpe og støtte mine andre søskende, hvor hun så, ret ofte, glemte mig i processen. For selvom jeg måske ikke siger det højt, så har jeg også brug for den slags omsorg fra min mor, men det er lidt som om, at når jeg endelig giver udtryk for, at jeg har brug for hendes hjælp og omsorg, så får hun mig til at føle, at jeg er en byrde for hende, og at hun ikke kan overskue at hjælpe.

Jeg har af flere omgange konfronteret min mor med dette, hvilket var sindsygt angst-provokerende, både for mig og hende, da vi ikke er typer som normalt taler om følelser med hinanden. Men vi prøvede, og desværre fejlede forsøget gang på gang. Hun bliver vred på mig, når jeg konfronterer hende med, at hun ofte glemmer, at selvom jeg fremstår som en stærk person, som sagtens kan klare sig selv, så har jeg stadig brug for min mor, når jeg synes det hele er svært. Men det er som om, at hun ikke kan forstå det, da jeg ikke udtrykker det på samme måde som mine andre søskende. Jeg vil dog skynde mig at sige, at mine søskende VIRKELIG har haft det svært, og de har kæmpet med angst, depression osv. i en lang periode af deres liv, så selvfølgelig har det været hårdt for dem, og for min mor, og nogen gange kan jeg måske godt forstå, at hun så lægger mig lidt på hylden. Nu tænker I sikkert, hvad med din far? Kan han ikke hjælpe? Det korte svar er, nej, det kan han ikke. Min far er alkodement, og vi har ikke haft kontakt med ham i mange år efterhånden, da han slet ikke kunne overskue far-rollen, og vi måtte desværre indse, at så kunne han ikke være i vores liv – det kunne vi ikke rumme.

Så der ligger nok også et stort pres på min mors skuldre, da hun har skulle udfylde begge forældreroller. Ofte har jeg haft ondt af min mor, da jeg kan se, at det stresser hende, når hendes børn ikke har det godt. Og det bliver nok ikke bedre af, at jeg så kommer løbende med en hævet pegefinger og siger, at det hun giver mig ikke er tilstrækkeligt. Men hvad pokker skal jeg ellers gøre? Er det i sidste ende ikke forældres pligt at være der for deres børn, uanset hvad?
Jeg har en plan om, at jeg endnu en gang tager en snak med min mor, men ikke alene. Jeg vil gerne have hende med til en familiepsykolog, da det måske kan hjælpe, at der sidder en professionel, som kan hjælpe os med at få sat ord på vores forhold og vores følelser, nu hvor vi ikke selv er så gode til det.

Jeg ved, at min mor elsker mig, så jeg er sikker på, at vi nok skal komme i mål før eller siden, vi har bare nogle fartbump vi lige skal over først.

WP Feedback

Dive straight into the feedback!
Login below and you can start commenting using your own user instantly