fbpx

Her i Danmark er vi så heldige at være opvokset i et politisk og socialt klima, der er præget af demokrati og ytringsfrihed. På dagligdagsbasis betyder det, at vi i store træk er vant til at kunne sige hvad vi mener og tænker, uden at skulle bekymre os om ubehagelige konsekvenser. Dette er gældende for politiske, kulturelle og religiøse emner, blot for at nævne et par kategorier, hvor holdningerne er mange, ofte modsatrettede og dog stadig temmelig ufarlige.

Sådan er det dog ikke når det kommer til mennesker. På trods af den lovmæssige ret til at tale frit, så er der en social kontekst og konsensus om hvad man kan og ikke kan sige – eller spørge om. Man spørger ikke en fremmed, skaldet kvinde om hun har kræft, man spørger ikke en overvægtig person om det skyldes en sygdom, og man spørger ikke en person i kørerstol, hvorfor de sidder der. Kender man dem er det dog en anden sag, og så vil disse svære spørgsmål uden tvivl melde sin ankomst. Det afgørende er derfor at anvende en solid omgang situationsfornemmelse, hvilket bør forhindre ens nysgerrighed i at tage overhånd. Det kan alligevel være svært, så her kommer 3 gode råd til hvornår og hvordan det er okay at spørge ind til andre menneskers sårbarhed.

1# Kend og respekter andres grænse. Hvis du knapt nok kender personen du står overfor, så er det ikke det første spørgsmål du skal stille dem. Sårbarhed er en ekstremt personlig ting at tale om, særlig fordi det tit er forbundet med et tabu, og det er næppe den allerførste ting de har lyst til at fortælle om sig selv. Det er derfor en ide at vente indtil samtalen når et punkt, hvor spørgsmålet ikke virker unaturligt. Hvis I nærmer jer emnet, så er I begge klar over det, og så er personen ofte indstillet på at afsløre en lille smule af sig selv. En god tommelfingerregel kan også være at mærke efter, ville du have lyst til at afsløre de mest sårbare sider af dig på det tidspunkt? Hvis ikke, så vil den anden sikkert heller ikke.

2# Kend din egen grænse. Det er naturligt at være nysgerrig, men det er ikke grund nok til at tage sådan et emne op. Hvis du spørger udelukkende af nysgerrighed, ikke af medmenneskelig interesse, hvis du har en fordømmende eller skeptisk holdning, som du ikke kan lægge fra dig, eller hvis du ikke kan håndtere de svære emner, så skal du lade være med at spørge. Sårbarhed er som sagt utrolig svært at tale om, og det er altafgørende, at man bliver mødt med forståelse, accept og respekt når man gør det. Hvis du ikke kan levere det, selv i en situation, hvor du måske er uenig med den andens holdning til medicinering, spisevaner, alternative behandlingsformer eller noget helt fjerde, så bliver samtalen ikke en god oplevelse for nogen af jer. Derfor, hvis ikke du kan møde personen med et åbent sind, så er du ikke klar til at have samtalen.

3# Gør det med respekt, åbenhed og spørgsmål. Du må meget gerne spørge ind til det, men du skal helst undgå at komme med gode råd til behandling, spørge hvorfor nogen ikke ”bare” tager sig sammen eller hvad det nu måtte være. Vi har alle hørt dem en hel masse gange og vi har ikke lyst til at høre dem igen. Du må meget gerne spørge, men lyt aktivt og empatisk. Som det sidste er en samtale netop at dele viden med en anden, så du skal også være villig til at give af dig selv.

WP Feedback

Dive straight into the feedback!
Login below and you can start commenting using your own user instantly