fbpx

Vi har alle efterhånden hørt om, hvordan verdens tropiske skove forsvinder med, hvad der svarer til, 30 fodboldbaner I minuttet. At Grønland i gennemsnit, mellem 1993 og 2016, mister 286 milliarder tons is om året. Ud over det er der 6 gange så meget plastikaffald som plankton i det nordlige Stillehav. Mellem 1970 og 2014 er den gennemsnitlige dyrelivspopulation faldet med 60 %. Sidst vi havde lige så meget CO2 i vores atmosfære, er mere end tre millioner år siden, da der groede træer på Sydpolen. Mængden af CO2, der optages i havene, stiger med 2 milliarder tons om året. Vandstanden stiger hurtigere, end det har gjort i 3000 år. London’s Kew Garden havde 21,2 grader Celsius i februar 2019.
Og selvom alle disse tal er skræmmende og svære at forstå helt konkret, så er det utroligt vigtigt at tage stilling til. Problemet er så bare, at det kan ligge oveni eventuel eksisterende angst eller skabe det på ny. For hvem skrammer dette ikke? Personligt kan jeg godt fange mig selv i at tænke på dette og føle en overvældende følelse af afmagt. Og selvom det måske er en meget passende reaktion, nytter det jo ikke noget. For læner vi os alle tilbage og triller tommelfingre, sker der jo intet.

Hvad kan man selv gøre? 
”Jeg er bare mig. Jeg er blot én person. Jeg kan umuligt gøre en forskel. ” Jo, var det ikke sådan, vi tænkte de gange, vi ”glemte” skrald i skoven, smed et cigaretskod eller tyggegummi på vejen? ”Det er jo bare mig, det gør ingen forskel, om jeg smider lidt skrald. ” Så det gør jo en forskel. For tænker vi alle i stedet: ”Jeg vil hjælpe, hvor jeg kan og genbruge diverse ting. ” Måske vil det inspirere andre? Og måske vil det få dem med på bølgen til at redde verden. Det er da et forsøg værd.
Så kommer næste spørgsmål dog: ”Hvordan kan jeg gøre en forskel? ” Det behøver faktisk ikke være så svært. Det er små hverdagsting, som skal omtænkes på en mere miljøvenlig måde. Og jeg har her en liste, som jeg selv har skrevet over i hånden og hængt op på min væg. For af en eller anden grund motiverer det mig mere. Vi arbejder her med en forholdsvis ny form for angst, men heldigvis er det en, man kan arbejde med mere konkret end så mange andre. Man kan nemlig gøre følgende ting – eller i det mindste prøve på det. Personligt vil jeg egentlig helt gerne vide, at jeg gør noget.
(Disse eksempler, på hvad man kan gøre, er skrevet med ordet ”Skal”. Dette er dog ikke på nogen måde en tvungen liste, det er en liste med ting, man kan gøre, ordet “skal” bruger jeg overfor mig selv for at sætte gang i min indre drivkraft).
Vi skal ændre vores forbrugsvaner; genanvende plastik, glas, metal, pap og papir. Vi skal spise mindre kød. Vi skal købe miljøvenlige produkter, købe brugt, reparere ting i stedet for at smide ud. Ikke fråse med energi, bruge offentlig transport eller endnu bedre; cykle eller gå. Købe lokalt, økologisk, og kigge efter miljø-mærker såsom FSC, Svanemærket, CE-mærket og mange andre.
Hvordan vi helt konkret skal gøre dette, og hvilken fordel det har for miljøet, vil jeg komme nærmere ind på i del 2.

Har du mod på at tage næste skridt og komme i gang med at hjælpe dig selv? Besøg vores selvhjælpskasse

TRYK HER

Esromgade 15, 3 - 2200 København N
kontakt@ungtilung.com