fbpx

Dette er et super følsomt emne, som jeg kun for nyligt har delt selv med andre, men efter at jeg selv har delt det personligt med mine nærmeste, føler jeg også, at andre kan få muligheden for at lytte til min historie, for det er faktisk lidt af et tabu at snakke om, og det har taget mig mere end 15 år at fortælle åbent om det.

Hvad er Grooming?

Jeg citerer fra Red Barnets hjemmeside: “Grooming beskriver en proces, som består af en række elementer der leder frem til målet. Grundlæggende går grooming ud på, at en voksen, ældre eller mere erfaren person får taget magten eller styringen over et offer, som så kan blive udnyttet seksuelt.

Det vil sige, at en person prøver at opbygge et slags bånd/relation til et barn, for derefter at udnytte det til noget krænkende eller seksuelt. Dette kan foregå på mange måder, men for mit eget vedkommende nåede det kun til at være online – hvilket stadig har sat spor.

Min historie

Det startede for mig, da jeg var omkring 11-12 år gammel. Jeg havde fået min egen computer og brugte utrolig meget tid på internettet. Jeg havde en rigtig hård barndom, hvor jeg virkelig manglede kærlighed fra voksne mennesker omkring mig, så selvom jeg måske ikke bevidst ledte efter det, så fik jeg det ret hurtigt af de forkerte typer på nettet. Enten skrev jeg med voksne mænd, som gav mig den opmærksomhed, jeg ønskede, var søde og imødekommende over for mig, og de ville gerne lytte og hjælpe mig, hvis jeg efter noget tid havde lyst til at skrive mere “voksent” med dem, eller at de måtte se mig på kamera. Jeg blev også spurgt om jeg ikke ville smide mit tøj, og om de så måtte tage billeder af det (gennem kameraet), eller om de måtte sende billeder til mig. Efter længere tid spurgte de også om jeg ikke ville mødes, hvilket jeg heldigvis aldrig sagde ja til. 

På et tidspunkt begynder det at gå op for en, at det her måske virker forkert, bliver forvirret og føler sig fanget i noget, der føles umuligt at komme ud af. Jeg valgte kort og godt at blokere dem alle de steder, jeg kunne. Men selvom jeg heldigvis vendte det selv, afbrød al kontakt, så har det stadig sat sine spor – men det har gjort mig klogere og stærkere.

Man skal huske på, at det på ingen måder har været min egen skyld. Jeg var et barn, der ikke var klar over hvilke konsekvenser mine handlinger havde på det tidspunkt, jeg var sårbar og meget alene. I dag kan jeg se tilbage på det, og ser det mere som voksne, der har udnyttet mig, end mig selv der har lavet fejl. 

Få hjælp

Føler du, at du bliver krænket? Eller kender du måske nogen, der gør? Selvom det lyder som lidt af en cliché, så tag fat i en voksen omkring det. Det kan både være forældre, venners forældre, lærer og pædagoger. De vil gøre alt for at hjælpe dig, også selvom det føles pinligt. Du kan som oftest også få hjælp fra din kommune, hvilket en voksen nok skal hjælpe dig igang med. 

Desuden kan man kontakte SletDet på RedBarnet’s hjemmeside. Dem kan man både ringe og skrive til, hvis man føler, at der er nogen, der krænker én. Pas på dig selv. 

WP Feedback

Dive straight into the feedback!
Login below and you can start commenting using your own user instantly