Bloggen

Forlist venskab

For et par år siden, havde jeg et vennepar, som var nogle af de mennesker, der betød allermest mest for mig! De kunne altid få mig i godt humør; om det så var at grine af mig selv, eller smile af de situationer, jeg befandt mig i, hvilket var svært, da jeg netop var blevet sygemeldt. Vi hang ofte ud, og brugte generelt rigtig meget tid sammen. Vi kunne snakke om alt! Jeg følte mig værdsat og holdt af, og til deres bryllup sad jeg med til højbords.

Da de lidt sent tog hul på hver deres studie, blev der helt naturligt længere mellem besøgende, men kontakten blev holdt ved lige. Jeg blev mere og mere syg, og i starten var deres opbakning stor, men jo mindre nyt, jeg havde at fortælle – et liv som psykisk ustabil får hurtigt sine rutiner – jo mindre engagerede virkede de. Med tiden fik jeg fornemmelsen af, at venskabet bestod, fordi jeg holdt det ved lige, så for at afkræfte den teori, valgte jeg, at når jeg havde set dem til min fødselsdag, ville jeg lade dem tage initiativet til næste møde… Det er nu 2 år siden, og jeg har ikke hørt fra dem endnu!

Lad os nu sige, at det ikke var mig, men dig (læseren), der havde skrevet dette indlæg, så ville jeg tænke, at hvis du har et venskab, hvor du prøver modparten af på denne måde, så er det ikke venskabet værd, og jeg vil give dig ret! Men det jeg tænkte for 2 år siden, var på ingen måde, at det skulle være en test som sådan. Det var ikke sat op, for at mine venner skulle gå i en fælde; kun at jeg ville overbevise mig selv om, at jeg tog fejl – for det var jeg sikker på, jeg gjorde!

Mit problem er nu, at jeg ikke kan få mig selv til at tage kontakt. Hvorfor skulle jeg? De har jo ikke opdaget, vi ikke ses mere…! Er jeg stædig? Ja! Men det er ikke kun det. Jeg løber panden mod en mur, med tanker som : Mon de var trætte af at høre, hvordan jeg har det? Fylder min sygdom for meget? Hvis jeg ikke har fået plads i deres planer i så lang tid, hvorfor så tage initiativ til noget, hvor jeg frygter, det fra deres side, kun bliver halvhjertet? Er der grund til at genoptage et venskab, hvor jeg skal tage initiativet hver gang? Er jeg ikke mere værd?

Jeg er ikke vred på dem – på ingen måde. Jeg er skuffet og virkelig såret over tabet, men efter 2 års venten, er det så ikke netop ET TAB?!

Jeg vil øve mig i, at fokusere på de gode oplevelser, vi delte. Jeg har da også mange andre venner, jeg har mistet kontakten med over tid, men der er ikke andre, jeg savner at være sammen med, så meget som dem. Jeg tror, de betød mere for mig end omvendt, og det er fair nok, men det ville ikke være fair overfor mig selv, hvis jeg skulle skuffes igen på samme måde – derfor tager jeg ikke kontakt!

Denne oplevelse har givet mig selvrespekt, og dét er jeg taknemmelig for! Det er det vigtigste.

Relaterede artikler

Se lyst på livet

Min mor spurgte mig: “Maria, skal vi ikke tage til lægen? Jeg tror måske du kunne have en depression.” Jeg tænkte, at hun var skør og fortalte, at det var der bestemt ingen grund til. Jeg var glad.. eller jeg bildte i hvert fald mig selv ind, at jeg var glad.

Mine forældre er skilt

Mine forældre har været skilt, siden jeg var 6 år gammel. Jeg har ikke rigtig nogle minder fra dengang, mine forældre var sammen. Det at mine forældre blev skilt, da jeg var i en så ung alder, har nok været med til at forme mig, som den jeg er i dag. Både på en god og dårlig måde. Alle skilsmissehistorier er forskellige, men her er nogle gode råd, som du måske kan bruge, hvis dine forældre er skilt.

Farvel er ikke kun et ord

For 7 år siden, da jeg var 19 år, skulle jeg sige farvel, da jeg mistede min klippe, min bedste ven, min far! Han var syg i en længere periode, og inderst inde vidste min søster og jeg godt, at dagen ville komme, men det sker jo kun for naboen. Ikke for os. Min søster blev ringet op af hospitalet: ”Det er nok bedst, I kommer ind og siger farvel.” Min første tanke var: “Jeg skal sgu ikke sige farvel til min far!’’

Min angst og jeg

Jeg har i mange år af mit liv levet en hverdag, hvor min faste følgesvend var min angst. Efter en beslutning om, at der skulle ske en forandring kontaktede jeg min læge, hvilket har betydet, at jeg i dag har min angst så meget under kontrol, at den ikke længere styrer min hverdag. Du kan her læse om min historie med angst og kampen mod den.

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.