Velkommen til et nyt indlæg. Denne gang vil jeg gerne fortælle om en ting, fra da jeg var barn. Jeg er opvokset på en ø. Der var kun den ene skole og klasserne var tit så små, at de blev slået sammen. 5-6-7 klasse var tit samlet i én stor (bemærk: vi var måske 7-8 personer i alt) klasse.

I den periode havde jeg det svært som barn. Mine forældre var skilt, og min stedfar var ikke den mest pædagogiske mand. Så jeg endte nok med at reagere på en af de få måder, jeg kunne. Det gik som regel ud over en i skolen. Normalt gik det ud over den eneste anden pige i min egen klasse, men som vi blev ældre og hendes lillebror endte i den store fælles-klasse, blev det efterhånden ham i stedet. Hvorfor det lige var den familie, de to søskende… Det skal jeg ikke kunne sige. Måske var jeg ubevidst misundelig på deres glade familieliv eller umiddelbare skønne hverdage.

Jeg var en mobber…
Så selv på en så lille skole foregik der mobning. På en god dag fik jeg ham til at græde. Jeg husker, at han altid løb til lærerne, der intet kunne stille op. Jo jo, de skældte ud eller sagde ”næh, fy”, men det ændrede ikke noget. Jeg fortsatte dagen efter. Jeg ved ikke, om min mor kendte til det, men hvis hun gjorde, sagde hun ikke noget. Vores lærere på skolen blev tit skiftet ud år efter år, fordi ingen rigtig gad at arbejde på en lille ø med en så lille skole. Mængden af faktiske gode lærere er alt for lille. Resten var folk, der til dels ikke vidste, hvordan de skulle være gode pædagoger. Så der var ingen hjælp. Ikke til ham, ikke til mig.

Det fortsatte til jeg skulle på efterskole. Det kom vi alle. Skolen gik kun til 7 kl., derfra er det videre til en efterskole de næste 2-3 år af ens liv. Jeg kom væk fra mine dårlige omgivelser, og selv om det tog mig nogle år at komme ud af min stille skal, lykkedes det til sidst. Der gik en del år, før jeg rigtig fik det godt. Og derfra endnu nogle flere til jeg kunne tænke over ting, som netop det at jeg var en mobber. Hele vejen igennem har jeg faktisk været veninder med søsteren, vi har fulgt hinanden på efterskolen (som hele klassen gjorde), og hun er også venner med min mand. Så på et tidspunkt, da det stod fast, vi var noget nær rigtig gode veninder, indrømmede jeg det endelig. For jeg havde brug for at sætte ord på, og vide om det lå som en kløft mellem os. Det jeg gjorde mod hende, eller mod hendes bror. Jeg sagde undskyld. Og jeg indrømmede, jeg havde været en dårlig person dengang. Heldigvis var hun forstående. Hun var kommet videre og tilgav mig: Hun har også forsikret mig om, at hendes bror ikke går og bærer nag. Om han gør det eller ej, ved jeg ikke. Men når jeg møder ham, kan vi snakke naturligt. De to søskende snakker meget sammen, så jeg stoler på, når hun siger, der ikke er noget….

Men uanset hvad vil jeg altid have det hos mig. Jeg vil altid vide, jeg gjorde noget skidt og formentlig har påvirket dem begge på en dårlig måde. Heldigvis ser det ud til, at de er kommet videre med dem selv. Så det kan jeg også nu. Det er aldrig for sent at indrømme, man har gjort noget forkert, lære af sine fejl… Og har man muligheden, snakke det igennem med de folk, der var der eller som det gik ud over. Det fjerner en af de mørke skyer – eller minimere den – som man går rundt med. Jeg har stadig skyldfølelse i dag, selvom man kan diskutere, om jeg ikke var et produkt af mine omgivelser. Men de følelser holder mig fra at gøre det igen, og det er rart at vide, at de har tilgivet mig.

Så selvom det gør ondt… Så kan det være stort, når man en dag kan sige ”Jeg er Anne. Jeg var mobber…Men det er jeg ikke længere. I dag har jeg lært af mine fejl.”

Har du brug for en at chatte med? I chatten og mentorsamtalen sidder vi klar til at hjælpe dig hjælpe dig.

Find en at snakke med her

Esromgade 15, 3 - 2200 København N
kontakt@ungtilung.com