Bloggen

En pause fra verden…

I skrivende stund er jeg indlagt på Sankt Hans/ Fjorden i Roskilde.

En indlæggelse kan indebære mange ting. Mange overvejelser, fordele og ulemper. 

For 11 dage siden, valgte jeg at blive indlagt. Siden i sommers, hvor min ekskæreste og jeg gik fra hinanden, er det ligesom bare gået ned af bakke, og jeg har fået det værre. Det er ikke noget folk omkring altid tænker over, da jeg prøver at holde modet oppe, og tit smider smilet på og prøver at hygge mig med dem. Men jeg følte mig til sidst bare helt nedslidt.

Jeg har båret rundt på en masse tanker, følelser og bekymringer i lang tid, og nu kunne jeg ikke bære det mere. Det var lidt som at bære rundt på en stor rygsæk, som bare blev tungere og tungere… Og lige meget hvad, eller hvordan, jeg prøvede, var det som om jeg ikke kunne komme af med rygsækken. Det kom til udtryk ved at jeg blev angst og fik en depression igen. Jeg mærkede det også fysisk, i form af feber, for meget mavesyre og forhøjet blodtryk. Og min søvn har været elendig længe, jeg kan ikke sove, har mareridt og vågner mange gange.

Så… jeg valgte at blive indlagt. Og det var en svær beslutning, for ville det nu hjælpe mig? Og det kan man jo aldrig helt vide på forhånd, og jeg er en af de der personer, der helst skal tænke alt igennem og gerne vil føle mig sikker på ting. Men jeg tog beslutningen og ringede til psykiatrisk akutmodtagelse.

Det tog mig nok omkring fem timer, fra da jeg ringede, til jeg tog herud…

Men jeg tog herud, og det er jeg stolt af, for det var ikke ligefrem nemt.

Hvilke fordele er der ved at være indlagt?

Der er nogen der passer på dig, og de er der for at hjælpe dig – og de dømmer dig ikke.

Man kan være, som man er. Man kan græde, grine, gå i joggingtøj med uglet hår, osv… altså er der ikke ligeså meget at forholde sig til, som i hverdagen (hermed ikke sagt, at det ikke også er krævende, for det er det).

Man får lige en pause fra verden, og det var for mit vedkommende tiltrængt.

Jeg har det med at tro, at jeg skal redde hele verden, så det er jo nok meget sundt for mig at komme et sted hen, hvor jeg bare skal fokusere på mig selv.

Og sommetider, når man kommer lidt væk fra det hele, bliver man også lidt mere opmærksom og klar over nogle ting.

En anden fordel (som nogle gange også kan være en ulempe), er at man kan snakke med andre i samme situation, om de så har samme diagnose eller ej, kan det være rart at snakke med nogle i samme båd.

Hvilke ulemper er der så ved at være indlagt?

Det er hårdt. Både alle de samtaler man har med læger, sygeplejersker osv., men det er også hårdt at være sammen med en masse andre, der også har det skidt. Det kan være drænende at høre om andres problemer, hvis man knap nok kan rumme sine egne.

Jeg føler mig ensom til tider, på trods af masser af besøg og søde beskeder. Men man har for meget tid og for lidt at lave, og så kommer man til at tænke for meget engang imellem.

Det er også rimelig uheldigt, da jeg først lige har fundet ud af, hvad der er af aktiviteter herude (fitness, yoga mm.), og det hele så er aflyst næste uge grundet ferie. Øv!

Den største ulempe for mig er larm. Det larmer meget nogle dage, og det er hårdt, især hvis det er om natten. Men andre dage, som i dag, er der helt stille, og det er skønt.

Det skal lige siges, at jeg synes det gavner mig at være indlagt lige nu, og at det hjælper mig. Fordele/ulemper, er blot for at give perspektiv og også fortælle lidt om bagsiden af medaljen.

En indlæggelse er ikke altid det rigtige, og det er ikke sjovt at skulle indlægges. Men nogle gange er det nødvendigt, og kan gavne meget. Husk, hvis du sidder derude og har skidt er det ikke skamfuldt at bede om hjælp…tværtimod! Man kan også altid ringe ud til bl.a. psykiatrisk skadestue og få en snak, hvis man har brug for det. Der er masser af muligheder, så brug dem.

Der er mange derude, for at hjælpe – også DIG!

]

I skrivende stund er jeg indlagt på Sankt Hans/ Fjorden i Roskilde.

En indlæggelse kan indebære mange ting. Mange overvejelser, fordele og ulemper.

For 11 dage siden, valgte jeg at blive indlagt. Siden i sommers, hvor min ekskæreste og jeg gik fra hinanden, er det ligesom bare gået ned af bakke, og jeg har fået det værre. Det er ikke noget folk omkring altid tænker over, da jeg prøver at holde modet oppe, og tit smider smilet på og prøver at hygge mig med dem. Men jeg følte mig til sidst bare helt nedslidt.

Jeg har båret rundt på en masse tanker, følelser og bekymringer i lang tid, og nu kunne jeg ikke bære det mere. Det var lidt som at bære rundt på en stor rygsæk, som bare blev tungere og tungere… Og lige meget hvad, eller hvordan, jeg prøvede, var det som om jeg ikke kunne komme af med rygsækken. Det kom til udtryk ved at jeg blev angst og fik en depression igen. Jeg mærkede det også fysisk, i form af feber, for meget mavesyre og forhøjet blodtryk. Og min søvn har været elendig længe, jeg kan ikke sove, har mareridt og vågner mange gange.

Så… jeg valgte at blive indlagt. Og det var en svær beslutning, for ville det nu hjælpe mig? Og det kan man jo aldrig helt vide på forhånd, og jeg er en af de der personer, der helst skal tænke alt igennem og gerne vil føle mig sikker på ting. Men jeg tog beslutningen og ringede til psykiatrisk akutmodtagelse.

Det tog mig nok omkring fem timer, fra da jeg ringede, til jeg tog herud…

Men jeg tog herud, og det er jeg stolt af, for det var ikke ligefrem nemt.

Hvilke fordele er der ved at være indlagt?

Der er nogen der passer på dig, og de er der for at hjælpe dig – og de dømmer dig ikke.

Man kan være, som man er. Man kan græde, grine, gå i joggingtøj med uglet hår, osv… altså er der ikke ligeså meget at forholde sig til, som i hverdagen (hermed ikke sagt, at det ikke også er krævende, for det er det).

Man får lige en pause fra verden, og det var for mit vedkommende tiltrængt.

Jeg har det med at tro, at jeg skal redde hele verden, så det er jo nok meget sundt for mig at komme et sted hen, hvor jeg bare skal fokusere på mig selv.

Og sommetider, når man kommer lidt væk fra det hele, bliver man også lidt mere opmærksom og klar over nogle ting.

En anden fordel (som nogle gange også kan være en ulempe), er at man kan snakke med andre i samme situation, om de så har samme diagnose eller ej, kan det være rart at snakke med nogle i samme båd.

Hvilke ulemper er der så ved at være indlagt?

Det er hårdt. Både alle de samtaler man har med læger, sygeplejersker osv., men det er også hårdt at være sammen med en masse andre, der også har det skidt. Det kan være drænende at høre om andres problemer, hvis man knap nok kan rumme sine egne.

Jeg føler mig ensom til tider, på trods af masser af besøg og søde beskeder. Men man har for meget tid og for lidt at lave, og så kommer man til at tænke for meget engang imellem.

Det er også rimelig uheldigt, da jeg først lige har fundet ud af, hvad der er af aktiviteter herude (fitness, yoga mm.), og det hele så er aflyst næste uge grundet ferie. Øv!

Den største ulempe for mig er larm. Det larmer meget nogle dage, og det er hårdt, især hvis det er om natten. Men andre dage, som i dag, er der helt stille, og det er skønt.

Det skal lige siges, at jeg synes det gavner mig at være indlagt lige nu, og at det hjælper mig. Fordele/ulemper, er blot for at give perspektiv og også fortælle lidt om bagsiden af medaljen.

En indlæggelse er ikke altid det rigtige, og det er ikke sjovt at skulle indlægges. Men nogle gange er det nødvendigt, og kan gavne meget. Husk, hvis du sidder derude og har skidt er det ikke skamfuldt at bede om hjælp…tværtimod! Man kan også altid ringe ud til bl.a. psykiatrisk skadestue og få en snak, hvis man har brug for det. Der er masser af muligheder, så brug dem.

Der er mange derude, for at hjælpe – også DIG!

[/wr_column]

Relaterede artikler

Den pårørendes dominoeffekt

De tanker jeg fik (med min brors diagnose), var rigtige onde mod mig selv, og når jeg kigger tilbage, også rigtige irrationelle. Jeg kunne tro, at det var min skyld, at han havde fået det dårligt, fordi jeg ikke var der for ham, eller at det var fordi vi i vores “unge dage” havde kunne blive så sure på hinanden, eller … eller … eller … De kunne ramle som et helt skybrud af skyldfølelse, og jeg følte mig tit så hjælpeløs, fordi hvad kunne jeg gøre?

Vendepunktet

Jeg var flygtet hjemmefra. Flygtet lyder nok voldsomt, men passer meget godt på situationen. Jeg Havde så meget paranoia og angst for i forhold til min kæreste, og ydre påvirkninger og manipulation gjorde at jeg til sidst ikke kunne holde ud at være hjemme.

Spring ud i det – vælg livet!

Jeg har valgt livet, og jeg springer ud i det med begge ben. Nogle dage måske med hovedet først, fordi det bare ikke kan gå stærkt nok. Det er min primære kamp. At finde tålmodigheden frem og indse, at ting tager tid. Der vil være dårlige dage, men det er helt naturligt, og ikke mindst er jeg kommet frem til, at det er okay at være vred og ked af det.

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.