Bloggen

En konfrontation med en nær ven

Jeg tænker tit tilbage på en konfrontation, jeg havde med en veninde for en lille håndfuld år siden. Jeg var ikke langt fra mit sammenbrud, som jeg tidligere har skrevet om, og jeg benægtede stadigvæk at have brug for hjælp.

Et venskab set med to forskellige set øjne

Jeg havde en veninde, som vi kalder for Rita. Hun kom en dag på et kaffebesøg, som hun havde foreslået. På det tidspunkt havde vores vores venskab rundet ét års jubilæum. Vi havde haft lange aftenstunder, hvor vi enten drak te eller vin og snakkede om inspirationskilder og fyre med mom-issues. Vi var rigtig tætte. Troede jeg. 

For på den her kaffedate havde Rita noget på hjertet, der måtte lettes. Noget, der forbavsede mig. Hun fortalte mig, at vores venskab var ovre, hvis jeg ikke ændrede mig.

Vi sad i hver sin lænestol i mit køkken, og jeg husker, hvordan stenen faldt fra mit hjerte. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at vores eftermiddagskaffe skulle gå den her vej. Vi havde festet, grinet og grædt os igennem et år, og der var åbenbart problemer, der havde forbigået mig fuldstændigt. 

 

Ærlighed og pålidelighed
Hvad problemet var? Hun var ærlig omkring sine problemer, når hun kom til mig med dem. Men hun fornemmede, at jeg ikke var ærlig omkring hende med mine egne. Dette kan lyde som en bagatel, men det resulterede i, at hun ikke kunne stole på mig. Noget hun, forståeligt nok, værdsatte højt i et nært venskab. 

Det kom som et lyn fra den klare himmel. Jeg tænkte jo, at jeg ikke ville genere hende med mine problemer. Jeg havde jo skånet hende for mine ligegyldige, privilegerede problematikker. Men jeg måtte åbne mig op for hende. Ellers kunne hun ikke stole på mig.

Rita konfronterede mig i stedet for at lade venskabet løbe ud i sandet. Det er jeg evigt taknemmelig for, for jeg begyndte langsomt at åbne mig op overfor hende. Det overskred ikke mine grænser, og jeg forstod, at det betød rigtig meget for hende, at jeg ikke underminerede mine problemer. Det blev vores testamente til vores venskab: At vi kunne stole på hinanden. 

Jeg er så glad for, at hun turde at sige det til mig. Det kan være rigtig hårdt at få en sådan nyhed af en veninde, men grunden til at hun kom med konfrontationen var fordi, hun ikke bare ville fortsætte venskabet, men også forstærke det. I dag føler jeg på mig selv, om der er et venskab derude, der kan reddes, hvis jeg tør at være ærlig overfor mig selv og overfor en ven, der driver væk.

Relaterede artikler

Forlist venskab

Mon de var trætte af at høre, hvordan jeg har det? Fylder min sygdom for meget? Hvis jeg ikke har fået plads i deres planer i så lang tid, hvorfor så tage initiativ til noget, hvor jeg frygter, det fra deres side, kun bliver halvhjertet?

Husk: Det er kun et job

Som psykisk syg har man brug for kontaktpersoner. Det har jeg og mange andre i hvert fald haft brug for, ved jeg. Vi skal stole på dem og fortælle dem vores dybeste mest hemmelige tanker. Derudover skal vi egentlig stole på dem med vores liv på mange måder.

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.