Jeg skal gerne indrømme det. Jeg startede i fitness for en del år siden efterhånden, fordi jeg på det tidspunkt gerne ville tabe mig rigtig mange kilo, og jeg troede at løsningen lå i et fitnesscenter – fordi alle andre gik jo i fitnesscenter. Det var dog ikke et holdbart grundlag. Derfor stoppede jeg også efter et par måneder, for jeg følte, at det var noget jeg skulle, mere end det rent faktisk var noget, jeg ville. I stedet startede jeg med at gå en masse ture.

Den dag i dag træner jeg i et fitnesscenter igen – det har jeg faktisk gjort i et par år, men på et helt andet grundlag. Netop fordi jeg ELSKER at være der! Jeg nyder at sidde på motionscyklen og brænde en hel masse krudt af, bagefter lave lidt let styrketræning og så strække lidt ud. Jeg gør det, fordi jeg nyder det, ikke fordi at jeg følte, at det var det eneste rigtige, hvis jeg ville tabe mig, og gøre som alle andre.

Det er blevet lidt en dille at skulle træne i et fitnesscenter efterhånden. Bare i mit center er der rigtig mange unge mennesker, som træner sammen med alle deres venner, men man kan tydeligt se at de gør det mere for den gode selfie i spejlet, end for rent faktisk at få noget bevægelse og styrke. Jeg har selv sagt til mig selv, at hvis jeg begynder at finde centeret kedeligt – så skal jeg finde en anden form for motion! 

Efter jeg de sidste par år har tabt mig rigtig mange kilo, har jeg fundet ud af med tiden, at motion skal være sjovt. Det skal være noget, jeg glæder mig til hver gang, jeg skal afsted, og det er noget, jeg savner, hvis jeg ligger derhjemme med en forkølelse – som jeg rent faktisk gør lige nu! Der er intet jeg hellere vil end at komme afsted. Men et fitnesscenter er i mine øjne lige så godt som svømmeklubben, fodboldteamet eller badmintonholdet. For jeg vil tusinde gange hellere have det sjovt og få noget ud af træningen ved noget, jeg synes er fedt, end jeg vil bruge tiden på noget træning, som faktisk ikke siger mig noget, men bare være til det fordi alle andre måske gør det – det handler om, hvad man selv vil.

Jeg har både prøvet Zumba, Yoga og Jumping Fitness, imens jeg gik i fitness – bare for at prøve noget andet. Det var super sjovt at prøve noget andet – jeg er bare blevet glad for fitnesscenteret. Så hvis du brænder for at komme ned og give den gas i fitnesscenteret – Så giver jeg en high five! Men hvis ikke, så er der ikke noget galt i at finde sin helt egen sport. Følelsen af en god træning skal være der når man er færdig – lige meget hvilken sportsgren man dyrker. Det er for mig det vigtigste. Så kommer de bedste resultater også frem.

Har du mod på at tage næste skridt og komme i gang med at hjælpe dig selv? Besøg vores selvhjælpskasse

TRYK HER

Esromgade 15, 3 - 2200 København N
kontakt@ungtilung.com