fbpx

Dette bliver den sidste del i min tredelte fortælling om min biologiske familie. Det første handlede om min situation generelt, det andet om mit forhold til især min søster. Det tredje, som du vil læse nu, handler om min situation med min far. Eller måske skal jeg sige fædre?

At have to fædre
Jeg er så heldig at have to fædre. Fordi jeg både har min biologiske far og min stedfar. Men det kan være svært at vide, hvem af dem, der skal have mest plads, både i hverdagen eller når der sker noget i ens liv. Jeg holder af dem begge på hver sin måde.
Mine forældre blev skilt da jeg var omkring 10 år. Derefter fandt min mor en ny mand, som vi siden flyttede sammen med. De blev siden gift og er også sammen den dag i dag. Begge mine fædre har givet mig udfordringer i barndommen. Men de har også begge givet mig gode tider og minder.

Mit forhold til min biologiske far kan godt være svært. Til dels fordi jeg ved han elsker mig; han formår bare ikke at vise det. Vi snakker næsten aldrig, mødes aldrig. Til gengæld er min stedfar der altid, når jeg har brug for ham. Han vil sætte himmel og jord i bevægelse, hvis jeg har brug for noget. Det er nået til det punkt, hvor jeg i dag anser min stedfar for at være min far. Ja, de er faktisk begge to min far.

Bryllups-situationen
Til mit bryllup inviterede jeg begge fædre med. Jeg havde en far på hver arm, da jeg gik i kirken. Jeg ved min biologiske far kan have det lidt svært med, at min stedfar også er der. Men heldigvis kørte det hele glat. Min stedfar var ret storsindet på det tidspunkt. Min stedfar var bare glad for at få æren. Det gjorde, at jeg kunne vise hensyn til min biologiske fars følelser. Så da jeg gik igennem kirken, kunne jeg lade min biologiske far få den såkaldte ”rigtige” plads ved min side. På den måde undgik jeg dilemmaet med, hvilken far jeg skulle vælge, og samtidig sikret den gode stemning.

Pointen er, at man sagtens kan have flere fædre. Eller i det hele taget forældre. Så længe man gør op med sig selv, hvor meget de hver især skal have lov til at betyde og fylde i ens liv. Hvem der skal have lov til hvad. Jeg føler til tider, at der er et tabu omkring at afvise noget af sin biologiske familie. Men ærlig talt føler jeg ikke, at biologi nødvendigvis skaber familien. Det er stemningen, følelserne, det at være der for hinanden. Så hvis du nogensinde står med flere forældre, end du har brug for, og du har behov for at vælge; så gå efter dem, der styrker dig som person. Selv om tingene gik godt til mit bryllup, lærte jeg også noget om min biologiske far. Han kunne ikke deltage uden først at brokke sig lidt. Jeg fik det hele til at lyde rosenrødt, men sandheden er min biologiske far bragte mig kvaler og fortrydelse. Det endte med, at jeg halvt om halvt fortrød, at jeg havde ham med. På mange punkter er min stedfar min rigtige far. Det kan gøre mig ked af det, for jeg har altid ønsket mig at have min biologiske far i mit liv. Men i dag ved jeg, at jeg ikke rigtig kender ham. Og at jeg til gengæld har en stedfar, der vil gøre alt for mig. Uden at sige det direkte til dem, har jeg nok valgt mellem dem. Det faldt ikke til min biologiske fars fordel. Og det er også helt okay.

Esromgade 15, 3 - 2200 København N
kontakt@ungtilung.com