Bloggen

Den uerstattelige biologiske familie – Del 2

Velkommen til del 2 af min historie om min familie. Del 1 var generelt om min familie, men denne gang vil jeg gerne snakke om noget specifikt: Mit forhold til mine søskende. Måske nærmere bestemt min storesøster. Jeg har tre søskende. To storebrødre og en storesøster. De har alle prøvet at være børn sammen, mens jeg kom langt senere. Vi har heller ikke samme far, men derfor kalder vi hinanden søskende alligevel. Intet halvt her!

At være lillesøsteren

Da jeg var barn, var de meget beskyttende. Jeg var deres lillesøster, så der skulle passes på mig! Så allerede fra helt lille har jeg fået fortællingen om, hvordan søskende skal holde igennem alt. Det prøvede jeg at passe ind i. Selvfølgelig var jeg et barn – så det handlede mere om at overnatte og bruge tid hos dem end så meget andet, for mit vedkommende. De er alle af stærke meninger, så hver gang jeg besøgte en af dem, var der stærke meninger om hvordan ting i livet skulle være. Det er først da jeg blev ældre, at det gik op for mig jeg ikke var helt enige med dem. Det skal måske lige siges, at det især er min ene storebror og min storesøster. Min yngste storebror er mere lidt som mig. Han rejste fra alt familiedramaet for at starte forfra i den anden ende af Danmark.

Og det er så her min storesøster kom ind. Hende brugte jeg især meget tid med, mest i en periode hvor jeg havde det svært som barn. Mine forældre var skilt, min stedfar kunne også være verbalt efter mig, der var mange regler for hvad jeg måtte og ikke måtte. Så hos min storesøster havde jeg en pause. Og det er jeg stadig taknemmelig for i dag. Hun levede sit liv mere frit.

 

Da det går galt…

Vi spoler endnu nogle år frem. Jeg skal til at begynde på gymnasiet, så jeg er ved de sidste år af mine teenage-år. Jeg var nødt til at sove hos min søster i en måned, før jeg kunne få min egen lejlighed. Og det er så her, alt går galt. Min søster begynder at være efter mig med bestemte ting. Helt specifikt husker jeg, at hun blev ved med at presse på omkring at have en kalender. På det tidspunkt havde jeg ikke behov for en kalender, så der var ikke mere at snakke om for mig. Men hun pressede så meget på, helt overbevist om, at der måtte være mere til det end ”jeg har ikke brug for en”, så jeg blev vred og ked af det. Så jeg gik ovenpå. Men jeg havde ikke et værelse, jeg kunne låse døren til, så selvfølgelig fulgte hun efter og var ret overlegen i forhold til hvordan JEG håndterede konflikter. Puha! Og sådan kunne hun blive ved med forskellige ting. Jeg skulle også fortælle hende alt, hvad hendes kæreste lavede, når hun ikke var hjemme. Det var slet ikke godt.

Min søster har altid haft et anstrengt forhold til vores mor, uden jeg helt ved hvorfor. Men cirka samtidig blev de to uvenner igen og jeg endte med at tage min mors parti. Jeg har det super godt med min mor og fandt nogle af beskyldningerne (som jeg egentlig har hørt på hele mit liv) uretfærdige. Jeg gad ikke høre på de ting mere. Det resulterede, i at min søster blokerede os begge fra sit liv. Min mor må ikke engang se sine børnebørn længere.

 

Lettelsen

Personligt er jeg lettet. Jeg er lettet over jeg ikke skal føle mig i en akavet situation, hver gang jeg besøger min søster. Jeg er glad for jeg har styrken til at bedømme, om denne person skal være en del af mit liv. Familie kan også være giftigt for en – og så er det ligegyldigt om de er biologisk familie eller ej.

Relaterede artikler

Den uerstattelige biologiske familie – Del 1

Vi har alle en biologisk familie. Forældre, vi er barn af. Måske søskende. Bedsteforældre, fætre, kusiner. Forhåbentlig har langt de fleste en ret normal og fredelig familie. For det er jo normalt, at have en familie man elsker over alt på jorden, og som man vil gøre alt for. Så normalt at man føler, der bliver kigget skævt til en, hvis man ikke har det samme. Det er i hvert fald sådan, jeg kan have det.

Hvad med mig, mor?

Jeg er det ældste barn i huset, og dertil er jeg også den eneste af mine søskende, som ikke deler alt, jeg føler, og jeg har nok altid været tilbageholdende med at fortælle vores mor om, hvad der foregår i mit liv. Så det blev hurtigt sådan, at min mor dedikerede al hendes tid og opmærksomhed til at hjælpe og støtte mine andre søskende, hvor hun så, ret ofte, glemte mig i processen. For selvom jeg måske ikke siger det højt, så har jeg også brug for den slags omsorg fra min mor

Mine forældre er skilt

Mine forældre har været skilt, siden jeg var 6 år gammel. Jeg har ikke rigtig nogle minder fra dengang, mine forældre var sammen. Det at mine forældre blev skilt, da jeg var i en så ung alder, har nok været med til at forme mig, som den jeg er i dag. Både på en god og dårlig måde. Alle skilsmissehistorier er forskellige, men her er nogle gode råd, som du måske kan bruge, hvis dine forældre er skilt.

Lav en kommentar, hvis der er spørgsmål eller feedback, du gerne vil dele

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.