fbpx

Jeg hader, hader, hader virkelig meget at være så meget alene med mig selv, som jeg har været de sidste par uger på grund af den her virus. Jeg savner min hverdag, mine venner og min familie. Gudskelov har Skype da kunne aflaste lidt, men det er bare ikke det samme! For nu er hudsulten også ved at tage over. Jeg havde ikke tænkt over hvor meget et kram eller sågar bare et håndtryk kunne betyde, før det lige pludselig var blevet forbudt… Men det er hvad der skal til for, at vi kan passe på hinanden, og det er selvfølgelig vigtigt at tænke på, men derfor er det stadig hårdt!

Så nu sidder jeg bare her, med mig selv, med mit corona-Lisa-smil, og lader som om at min hverdag stadig er bare lidt velfungerende, når min mor ringer til mig på Skype. For jeg kan ikke lide tanken om, at hun skal have det dårligt på mine vegne, det har hun haft så mange gange før, og jeg syntes slet ikke, at hun skal have det sådan i disse tider, hvor det virkelig er svært at kunne gøre noget ved det.

Men nu skal jeg heller ikke brokke mig sådan alt for meget, for selvom det har været, og stadig er, hårdt, så er der faktisk også kommet nogle gode ting ud af al den her alene-tid.

Jeg har bl.a. gjort hele hytten ren, og aldrig har der duftet så meget af Ajax og sæbevand! Jeg har også lært min hund nogle nye tricks, nogle af dem som jeg slet ikke havde tid og overskud til at lære ham før! Og sidst, men ikke mindst, så har det også tilladt mig at dykke ned i mig selv og granske mit indre jeg. Jeg er typen, som aldrig har været god til at lytte til mit indre jeg og har ligesom altid bare lagt låg på det i min hverdag, men nu kan og gør jeg det. I starten var det mærkeligt, for det var lidt som at lære et fremmed menneske at kende, men nu synes jeg faktisk, det er ret fedt. Så min mission hedder, at jeg nu, mindst én gang i ugen, vil lære en ny ting om mig selv. Alt dette bliver gjort ved at prøve mig selv og mine grænser af, indenfor mine egne fire vægge, selvfølgelig. Det kan for eksempel være, at jeg tvinger mig selv til at se en serie, som jeg ALDRIG ville have set, eller spise noget mad som jeg ikke anede, om jeg kunne li’, men måske bare altid havde troet, at det kunne jeg bestemt ikke. Det kunne godt tyde på, at der er mere, end jeg selv lige havde troet, bag mit corona-Lisa smil.

WP Feedback

Dive straight into the feedback!
Login below and you can start commenting using your own user instantly